Belfast og Nordirland
7 dage Fra 8.104 kr.
Der har været advarselslys på klipperne ved Old Head langt tilbage i tiderne for at advare søfarende om den farlige kyst, men det var først i 1660’erne at der her på Old Head blev anlagt et af de første seks officielle fyrtårne, som kongen gav ordre om at placere rundt om hele Irland.
Det nuværende fyrtårn fra 1853 er det tredje på stedet, og med en højde på 30 meter er det på toppen af klipperne ved Old Head hele 72 meter over havets overflade. Med denne imponerende højde kan lyset fra fyrtårnet ses over 35 kilometer til søs og være en god vejleder til at undgå den farlige kyst. I dag er grunden som fyrtårnet står på ejet af den lokale golfklub, så offentlig adgang til området omkring tårnet er begrænset.
Old Head var også tidligt en strategisk placering, og her er fundet rester af keltiske fortifikationer fra tiden før Kristi fødsel. Den nuværende borg eller rettere ruinerne heraf går tilbage til det tidlige 1200-tal, og består ganske enkelt af en mur, der afspærrer halvøen fra landside, hvilket var tilstrækkeligt, da klipperne på søsiden forhindrede angreb fra denne side. Muren var enkelt og effektivt forstærket med en grøft på landsiden og forstærket med et markant tårn ved porten.
Hele vejen langs den irske kyst blev under Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet anlagt i alt 81 signaltårne, der havde til formål at varsle, hvis en fransk flåde nærmere sig. Old Head Signal Tower blev opført i 1804 og var nummer 25 af de mange tårne, der reelt aldrig kom i brug, da en fransk invasion ikke kom på tale.
Signaltårnet på Old Head fremstod ligesom de fleste af de 80 andre signaltårne som en ruin, men i 2015 blev det smukt restaureret og beklædt med skifter på ydersiden, så det nu kan klare elementerne strabadser på Old Head.
Old Head Signal Tower er i dag indrettet til et kombineret Lusitania Museum & Signal Tower Museum, da det var lige ud for kysten her er, at den engelske atlanterliner Lusitania blev torpederet af en tysk ubåd i 1915. Begivenheden var en tragedie med 1.197 omkomne passagerer, og var bidragende til den amerikanske beslutning om at gå aktivt ind i den første verdenskrig.
Udenfor signaltårnet kan I besøge mindestedet for Lusitania, og det bliver lige pludselig synligt hvor omfattende sænkningen var, når I kan se navnene på alle de omkomne på stedets mindesten.