En registreringsstation for Lloyds of London
Det kan anbefales at springe den lige vej på Causeway Coastal Route mellem Ballycastle og Cushendun over og tage en omvej på Torr Head Scenic Drive. Omvejen er kun på ca 20 kilometer, der snor sig gennem og over et storslået kystlandskab, hvorfra I kan se helt til Isle of Mull of Kintyre i det skotske og Rathlin Island udfor County Antrims nordkyst.
Undervejs møder I et par sights, der er lidt ud over det sædvanlige. Yderst på Torr Head ligger resterne af en tidligere kystvagtstation, der også fungerede som en registreringsstation for forsikringsselskabet Lloyds of London, der herfra fik information om de transatlantiske skibe, der passerede forbi. Det giver næsten sig selv, at der her er et utrolig godt udkigspunkt og ikke kun over havet.
Ved Fair Head rejser klipperne sig godt 200 meter stejlt op, og hvis det ikke var for de eroderede sten for foden af klipperne, ville det være direkte op af havet. Over en strækning på 5 kilometer løber Fair Head langs vandet, og giver de bedste betingelser for de mange bjergbestigere, der skal prøve kræfter her.
Endelig er der også langs Torr Head Scenic Drive en forbindelse til Game of Thrones. Det var i bugten ved Murlough Bay, Davos Seaworth forliste og blev reddet efter slaget ved Blackwater Bay. Selv uden den reference er bugten bare et dejligt sted.