Vandretur ved Nordkap - Knivskjellodden

Oplev det ægte nordligste punkt i Europa

De fleste tror at Nordkap er Europas nordligste punkt, men faktisk er det Knivskjellodden, som er indehaver af titlen. Halvøen er beliggende halvanden kilometer højere mod nord og ligger blot 4 km vest for Nordkap, så der er rig mulighed for at besøge begge højdepunkter - du skal dog huske at iføre dig vandrestøvlerne, for Knivskjellodden nås kun til fods.

Et ægte højdepunkt

Turen til spidsen af Knivskjellodden er ikke noget, man kommer sovende til. De 9 km til spidsen og retur (i alt 18 km) tager 5-7 timer, så man skal sætte det meste af en dag af til eventyret. Udgangspunktet er en stor, gratis parkeringsplads langs hovedvej E69, godt 7 km inden Nordkap. Ruten er afmærket med røde "T'er" og ikke mindst varder, som er gode at tage bestik af, da vandrestien på visse sektioner ikke er helt tydelig. Underlaget består af blødt mos kombineret med stenet og ofte fugtig undergrund. Helt heroppe på Europas nordspids er der i øvrigt gode muligheder for at se rensdyr, så glem ikke kameraet.

Vandreturen starter i 300 meters højde, hvorefter man bevæger sig roligt mod havniveau yderst på Knivskjellodden. På hjemturen går det naturligvis opad. Ruten er middelsvær, til gengæld kan man i den grad sige at man har nået et højdepunkt, når man står helt ude på spidsen af Knivskjellodden - Europas sande nordligste punkt. Herfra er der under normale omstændigheder en fin udsigt til Nordkapplateauet, blot 4 km væk i fugleflugtslinje.

Det lunefulde vejr ved Nordkap og Knivskjelodden

Vandreturen til Europas nordligste punkt kræver fornuftigt udstyr i form af gode vandrestøvler og vind- og vandtæt overtøj. Selvom du besøger Knivskjellodden om sommeren, kan du sagtens få brug for huer and handsker - også selvom vejrudsigten siger noget andet. På disse breddegrader er vejret meget omskifteligt - det ene øjeblik kan du nyde midnatsolen i en t-shirt og 5 minutter senere står du indhyllet i tyk tåge, måske endda tilsat regn der pisker sidelæns ind fra det kolde Barentshav. Sørg derfor altid for det rette udstyr og forsyninger til hele turen, når du bevæger dig ud på eventyr ved Knivskjellodden.

Kort

Vis på kort

Oplev Norge - skab din egen historie