Greyfriars Kirkyard i Edinburgh

Kirkegården hvor J.K Rowling fandt navne til sine bøger

Mellem gamle gravsten, krogede træer og gotiske mausoleer gemmer der sig en helt særlig stemning på Greyfriars Kirkyard – Edinburghs mest berømte kirkegård. Her mærker man historiens vingesus og samtidig et strejf af mystik, der næsten er til at tage og føle på.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor J.K. Rowling fandt inspiration netop her. For Harry Potter-fans er det en skattekiste af referencer: Gå på opdagelse blandt gravstenene og find navne som Thomas Riddell, der siges at have inspireret navnet på Lord Voldemort, og McGonagall, som måske blev til professoren med samme navn. Men også uden kendskab til trolddommens verden er Greyfriars en oplevelse i sig selv. Stedet byder på en af byens bedste udsigter til Edinburgh Castle, og stemningen er helt speciel – særligt i skumringen, hvor tågen ofte sniger sig ind mellem gravene og gør det hele en smule mere magisk... eller uhyggeligt.

Greyfriars Kirkyard er en offentlig kirkegård og er gratis at besøge. Man kan frit gå rundt i døgnets lyse timer, men da det er en aktiv kirkegård, bør du naturligvis vise respekt – både over for stedet og evt. guidede ture, der finder sted. Mange vælger en guidet rundvisning, især om aftenen, hvor der tilbydes ture med fokus på Edinburghs mørke historie og Harry Potter-filmlokationer.

Kort

Vis på kort