Broen Puente Romano i Córdoba

I hælene på Game of Thrones

Tv-serien Game of Thrones, der har taget verden med storm, er filmet på de mest spektakulære og bjergtagende steder rundt omkring i hele verden. Ét af stederne er i Córdoba, hvor byens ældgamle stenbro er omdannet til et markedsmekka i flere etager. Uanset om man er GoT-fan eller ej, er Puente Romano et fascinerende stop på jeres andalusiske kør-selv-ferie.

Træd ud på 20 århundreders historie

Den bombastiske bro, der krydser floden Guadalquivir, er et imponerende bygningsværk, der emmer af historiens storhed. Den blev bygget i det første århundrede, dengang Cordoba hørte under romersk herredømme og har altså - med hjælp fra flere renovationer og forstærkninger - bundet Córdobas to bydele sammen i knap 2000 år. Broen strækker sig 247 meter fra tårnet Torre de Calahorra i den sydlige ende, til porten Puerta del Puente og den enorme moské-katedral La Mezquita i den anden. Broens kompakte murværk, brede gangareal og de 16 imponerende buer vidner om fordums storhed og giver et indblik i, hvordan verden så ud for mange århundreder siden.

Inspiration

The Long Bridge of Volantis

I episode 3 i den femte sæson af den populære tv-serie kører seriens darling, Tyrion - den yngste Lannister-bror, der er udskældt for sin dværgvækst og hang til kvinder og alkohol – sammen med Varys, hofspionen Master of Whispers, i en overdækket hestevogn fra Pentos til Meereen. På vejen skal de krydse broen i The Free City of Volantis, én af De Frie Byer i regionen Essos, som er del af det detaljerede univers som George R. R. Martin - forfatter til bøgerne bag serien - har skabt.

Alt skuespil i denne scene er optaget i et studie og altså ikke i selve Córdoba. Men selvom skuespillerne aldrig har sat fod på broen er den et absolut must see for den garvede Game of Thrones-tilhænger. Puente Romano er filmet fra flere vinkler og endda med drone, for at den fremstår endnu længere, bredere og større. Ved hjælp af computerteknologi er den dækket den med flere etagers bygninger og rækker af bordeller, markedsboder, tavernaer og småbarer. Den er nærmest en bydel i sig selv, og ifølge de murstenstunge bøger kan man købe alverdens på broen; fra handsker til slaver og aber. Puente Romano er ikke helt så bombastisk i virkeligheden, men en gåtur langs fortidens – og GoT-seriens – historie er absolut værd at prioritere, når kør-selv-ferien eller rundrejsen går forbi Córdoba.


"Bedste vue over broen er fra tårnet Torre De Calahorra. Her kan du også besøge museet 'Museo Vivo de Al-Andaluz' som fortæller om livet i Còrdoba i det 10. århundrede."

- Mette, rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort