Castellers i Barcelona

oplev den balancekrævende kunstart

Hele pladsen holder vejret i åndeløs spænding, mens den spinkle 12-årige dreng forsigtigt stiger helt til tops i den ni etager høje menneskepyramide, der knejser om kap med de statelige bygninger på Plaça Jaume. En let skælven farer gennem det tårnhøje menneskestillads, og på en brøkdel af et sekund forplanter nervøsiteten sig som en trykbølge gennem det omgivende menneskehav af tilskuere. Men bomstærke muskler forenet i kollektiv jernvilje længere i mennesketårnet får al usikkerhed til at lette, og den frygtløse purk kan i perfekt balance rette kroppen op, strække armen i vejret og lade sig hylde under publikums vilde jubel. Vi er i Barcelona i september, hvor man fejrer en stor byfest til ære for jomfruen La Mercè. Her er det tradition at forskellige grupper af castellers (mennesketårns-byggere) sætter hinanden stævne på en række af byens pladser, hvor de udfordrer hinanden i den styrke- og balancekrævende kunstart.

Inspiration

Castellers  - Oprindeligt en folkedans

Menneskepyramiderne - Castells - har siden 2010 været på UNESCOs liste over bevaringsværdig kulturarv. Castells, som tårnene hedder, er en catalansk tradition, der har udviklet sig siden slutningen af 1700-tallet. Oprindeligt var de en del af en folkedans fra Valencia kaldet Ball de Valencians, hvor deltagerne sluttede dansen af med at bygge små menneskepyramider på tre eller fire etager. Rivaliseringen mellem grupperne om at bygge de højeste pyramider førte til sidst til, at Castells blev udskilt fra dansen som en selvstændig disciplin. Men den skingre fløjtemusik, der ledsagede de rytmiske trin, spilles fortsat under festlighederne i forbindelse med mennesketårnene.  

Sociale bygningsværker

Castellers-grupperne funger både som traditionsbevarende og socialt bindemiddel i flere catalanske byer, i det både børn, mænd og kvinder samt medlemmer fra alle sociale lag – lige fra lægen til landsbytossen – deltager. Enten som fans eller aktive udøvere. En af de mest kendte grupper, Colla Vella dels Xiquets de Valls, der stammer fra landsbyen Valls, og bl.a. har optrådt ved åbningsceremonien til OL i Barcelona i 1992 samt verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

Ellers kan Castellers ikke mindst opleves ved utallige byfester rundt om i Catalonien fra juni til midt i november, blandt andet under byfester i følgende byer:

  • August i Bisbal del Penedès
  • August i Vilafranca del Penedès
  • September i Barcelona
  • 1. søndag i oktober, hvert andet år: Nationale mesterskaber i Tarragona
  • Oktober i Valls
  • November i Vilafranca del Penedès
  • 3. søndag i november i Terrassa

Kort

Vis på kort