Mallorcas rustikke fincaer

Livsnyderferie på Mallorca

Du kan med garanti ikke undgå at blive forelsket i de 300-400 år gamle stemningsfyldte boliger med de tykke stenmure, kraftige bjælker og klassiske mallorcinske tegltage. Forkæl dig selv i de luksuriøse og rustikt indrettede fincaer på Mallorca med smukke udsigter til øens uspoleret natur og ofte med en pool i baghaven. At bo på en finca er en autentisk spansk oplevelse, hvor du kan nyde det mallorcinske landliv i rolige omgivelser. Her kommer du altså væk fra charterturistbyerne, men Mallorca er ikke større, end at du hurtigt kan komme til øens mange strande og andre seværdigheder.

Inspiration

Familieejede hoteller

At bo på en finca er ideel for dig, der gerne vil have afslapning, god komfort og nyde naturen med gå- eller cykelture. Fincaerne på Mallorca er små, unikke og hyggelige familiehoteller på landet med 5-15 værelser, rustik charme og fokus på det gode spanske landkøkken. Og ofte ligger de i idylliske omgivelser, hvor du er omgivet af græssende får, blomstrende mandeltræer og olivenlunde. Mange af dem er typisk gamle landsteder og har en fortid som store gårde – andre er nybyggede luksushuse.

Fincaer i Tramuntana

Finca, der betyder ejendom på spansk, er ikke nogen beskyttet titel, og de ligger drysset ud over Mallorca. I Tramuntana-bjergene, langs den nordvestlige del af Mallorca, finder du to finca-perler. I Orient, en lille landsby med ca. 25 huse, ligger Finca Son Palou midt blandt æble- og kirsebærtræer, marker og bjerge. Her fra poolen er en eventyrlig udsigt over bjergene. Tæt på Campanet ligger S’hort de Monnaber, en mallorcansk stenherregård, blandt oliven, pinje- og mandeltræer. Området er forholdsvis fladt og indbyder til cykelture i den uspolerede natur. Ellers kan du slappe af i hotellets pool eller tilknyttede spa-område.

Kort

Vis på kort