Parc de la Ciutadella og Barcelona Zoo

besøg den største og ældste park i barcelona

Vilde papegøjer suser hen over palmetoppene i parken, Parc de la Ciutadella. Imens hygger Barcelonas borgere sig i græsset med lækre picnickurve eller improviserede fester. Lige rundt om hjørnet lever vilde dyr fra hele verden side om side med hinanden i den zoologiske have og til de mere fordybende aktiviteter passer museerne med geologiske og zoologiske skatte. Parc de la Ciutadella har masser at byde på. Du kan tilbringe en hel dag i parken uden at kede dig på et eneste tidspunkt. Det er et grønt paradis, hvor du kan slippe af med storbyens larm og mennesker imens du lader dine batterier godt op. Parken har taget imod gæster siden 1888. Den blev indviet i forbindelse med Exposición Universal de Barcelona, som var Spaniens første verdensudstilling. I dag er parken omdrejningspunkt for mange af byens arrangementer og sommerkoncerter. 

Kort

Vis på kort