Granhults trækirke

Middelalderkirken i Granhult

Granhult kirke stammer fra 1220'erne og ligger i Granhult i Småland. Der findes i alt ti trækirker fra middelalderen i Sverige og denne kirke er den ældste af dem alle. Gå indenfor i kirken og se historien udfolde sig for dine øjne i den yderst velbevarede kirke. Det er, som om tiden har stået stille, og indenfor kan du se de ti meter lange tømmerstokke fra 1200-tallet skabe rammen om kirken og de dekorerede kirkerum. Længere inde i kirken ser du den flotte håndmalerede prædikestol fra 1669, og i koret og langhuset er der dekorationer med motiver fra biblen. Blandt de mange malerier fra 1750'erne, som pryder væggene, kan du stadig se spor af middelalderlige malerier. 

Det er heldigt, at kirken fortsat står, for i 1892 mente biskoppen i Växjö, Esaias Tegnér, at kirken skulle rives ned, da den ikke var forenelig med hans opfattelse af, hvordan Guds hus så ud. Indbyggerne i Granhult var dog ikke tilfredse med denne beslutning, og gjorde alt hvad de kunne for at undgå nedrivningen. Bønderne fandt på en løsning, hvor de kunne bruge kirken som opmagasinering af deres korn, så kirken fortsat ville blive stående men bruges til et andet formål.

I dag er kirken åben, så du kan tage til gudstjenester, og nogle gange er der også koncerter. Er du interesseret i at høre mere om kirken og dens historie, kan du tilmelde dig en af de guidede ture.

Kort

Vis på kort