Kullen - et slaraffenland for naturelskere

Et af sveriges mest storslåede naturreservater

Du skal blot køre et par timer fra København før du ankommer til Kullen-halvøen, der ligger som en spydspids lige over Nordsjælland. Kullen er med ca. 300.000 besøgende om året det mest besøgte naturreservat i Sverige. Ude på spidsen, 78,5 meter over havet, står Kullens fyr der er fra år 1900. Det er Skandinaviens kraftigste fyr i et af verdens mest trafikerede farvande. Lidt syd for fyret er der trapper ned til Silvergrottan og Lahibiagrottan, hvor I kan komme helt tæt på det brusende hav.

Fra Håkull, det højeste punkt i 187 meters højde, har du en fantastisk udsigt over det afvekslende landskab med klippekyster, skove,små søer og engarealer og havet, hvor du - med lidt held - får øje på de små marsvin, når de trækker luft ind i vandoverfladen. På Kullen yngler omkring 90 forskellige fuglearter og mange hjorte, så stedet er oplagt til en god travetur midt i naturen.

I byen Mölle finder du flere hyggelige spisesteder, bla. Mölle Krukmakeri der udover mad og drikke, også byder på hjemmelavet keramik. Husk at sætte tid af til at lægge vejen forbi Nimis og Arx på østsiden af Kullen - Sveriges måske mest omstridte kunstværker i hhv. drivtømmer og sten.

Anbefalet af Hanne T, Rejse specialist

Kullen er bestemt et besøg værd og jeg kunne nemt bruge en hel dag på den anderledes og smukke halvø. Her er gode muligheder for at vandre, slappe af eller spille en runde golf på Mölle Golfbane.

Kort

Vis på kort

Oplev Sverige - skab din egen historie