Gå en tur i centrum af Cape Town
Selve Cape Town er klemt sammen ved foden af Taffelbjerget. Det er nemmest at gå rundt fra den gamle borg, hvor hollænderne oprindelig holdt til, via de mange museer til loppemarkedet på Green Market Square. Snup en drink undervejs på en af de mange fortovscafeer.
Giv dig god tid til at se det kulturhistoriske museum i Slave Lodge, kast et blik inden for i ærkebiskop Desmond Tutus St. George’s Cathedral, og nyd gåturen gennem hollændernes gamle køkkenhave, Company Gardens, der er omkranset af parlamentet, præsidentens kontor Tuynhuis, nationalgalleriet og det sydafrikanske museum med naturhistorie og arkæologi.