9 historiske byer i Niedersachsen
7 dage Fra 3.461 kr.
Rejser du langs Moselfloden, bør din vej gå forbi den fine by, Trier, der ligger i den vestlige del af vinregionen tæt på grænsen til Luxembourg. Trier er Tysklands ældste by og med sin romerske og middelalderlige fortid sikkert også den by, der er rigest på historie. Det var romerne der grundlagde byen i år 17 f.Kr. under navnet Augustus Treverorum, og byen fik hurtig stor betydning for romerne, og de har efterladt nogle enestående mindesmærker, som alle vidner om byens tidligere storhed. Byen har været regeringsby for det vestromerske rige og i middelalderen blev byen kaldt en hellig stad.
Det bedste sted du kan begynde din tur rundt i Trier, er ved den imponerende byport, Porta Nigra. I den barokke park, Palastgarten, finder du Kaiserthermen, nogle interessante romerske badeanstalter. Amfiteateret med plads til 20.000, Palastaula og Römerbrücke er flere gode eksempler på romernes bygningskunst, og du vil kunne fornemme at Trier forvandles til et levende romersk museum. Byens romerske levn blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1986 og er absolut en rejse værd.
Vil du se mere fra den romerske tid, og vil du kende til livet i en romersk by, så er "Rheinisches Landesmuseum" stedet, du skal besøge. Det er et arkæologisk museum for Rhinlandet, og det har Tysklands største samling af genstande fra romertiden.
Nutidens Trier er en fredelig universitetsby i hjertet af Europa, men også vinmarker, turbåde og det gamle fiskerkvarter, der minder om en lille selvstændig landsby med restauranter og caféer. Du kan også lægge vejen forbi Karl Marx’ fødehjem, inden du mænger dig med byens liv på middelaldertorvet Hauptmarkt og nyder de sydlandske stemninger og den lækre cuisine, der henter sin inspiration i det franske naboland.
Trier byder på mange oplevelser for børnefamilier, der er på kør selv-ferie. Udover de imponerende romerske steder, der kan fascinere både store og små med deres historie, er der også andre spændende attraktioner. Besøg for eksempel Rhinlandmuseet, som er særligt børnevenligt med interaktive udstillinger, der levendegør romertiden. Legetøjsmuseet i Trier (Spielzeugmuseum) er også en mulighed for de yngste med en omfattende samling af legetøj gennem tiderne. En tur til det udendørs museum Roscheider Hof, lige uden for Trier, giver et indblik i regionens landlige liv og historie med gamle bondehuse og værksteder. Derudover tilbyder Palastgarten med sine legepladser et dejligt grønt åndehul for en pause.
For den aktive rejsende er Trier et fantastisk udgangspunkt for vandre- og cykelture i Moselregionen. Moselsteig-vandrestien passerer Trier og tilbyder etaper med fantastisk udsigt over vinmarker og floden. Du kan vælge kortere ruter, der fører gennem skovområderne omkring byen, eller længere dagsture, der udforsker romerske seværdigheder uden for bykernen, som f.eks. Römerpfad. Er du cykelentusiast, så vil du elske Mosel-cykelstien (Moselradweg), som er en stor set flad rute langs floden, ideel for både erfarne cyklister og familier. Stien forbinder Trier med adskillige vinbyer og tilbyder mulighed for at leje cykler og endda kombinere cykling med bådture på Mosel.
Som kør selv-rejsende er det nemt at finde parkeringsmuligheder i Trier. Byen har adskillige parkeringshuse centralt placeret, f.eks. Parkhaus am Bahnhof, City Parkhaus og Parkhaus Konstantin, som er tydeligt skiltet med ledige pladser. For autocampere er der dedikerede stellpladser, hvoraf den mest kendte er Camping- und Reisemobilpark Treviris. Dette sted tilbyder faciliteter som strøm og sanitære faciliteter, og det ligger ideelt ved Mosel med nem adgang til byens centrum til fods eller med cykel langs floden.