History Colorado Center i Denver

Sådan sprænger du en mine

Har du nogensinde prøvet kræfter af med sprængladninger i Rocky Mountains gamle miner? Vil du gerne dykke ned i livet i det vilde vesten? Eller hvad med at prøve kræfter af med skihop? Tro det eller ej, men det er faktisk muligt at snuse til alt dette på History Colorado Center. Museet tager fat i nærmest alt, hvad der har med Colorado at gøre. Om det er indfødte amerikanere, minedrift, klima eller natur, så er der noget at komme efter. Og så er det et sjovt museum, hvor de fleste af udstillingerne er interaktive, så børnene også får en masse ud af det.

Du får Colorado helt ind under huden

Du behøver ikke at rejse tilbage i tiden for at få en smagsprøve på, hvordan livet i Colorado har udviklet sig. På museet kan du for eksempel få en fornemmelse af, hvad det ville sige at arbejde i de gamle miner i Rocky Mountain. Indgangen til udstillingen er en rystende og larmende gammel mineelevator. Du kan med egen krop mærke, hvor tungt værktøjet er, hvor kompliceret sprængningsarbejdet var og meget andet. Du kommer simpelthen helt ind under huden på staten undervejs igennem museet. Oplev også, hvordan en kæmpemæssig og altødelæggende sandstorm truede familien i et ydmygt hjem på prærien i 1800-tallet, prøv kræfter af med skihop og se verdens første elbil på museet.

Inspiration

Et oplagt udgangspunkt for kør-selv-ferien i Midtvesten

History Colorado Center i Denver får både store og små til at tænke og forundres, for der er mange aha-oplevelser i vente på museet. Hvis din kør-selv-ferie i Midtvesten tager dig igennem Denver, så er museet et oplagt udgangspunkt for resten af ferien. Her får du nemlig et levende billede af, hvad staten har at byde på med historie, natur, kultur og alt det, der ligger der imellem.


"Lige i nærheden af History Colorado Center ligger Denver Art Museum - DAM. Det er bestemt et besøg værd. Udstillingerne omfatter bl.a. verdens største samling af kunsthåndværk de indfødte amerikanere, spændende udstillinger af asiatisk og europæisk kunst og meget mere"


Kort

Vis på kort