Hot Springs National Park

Oplev varme kilder og historiske bade midt i Arkansas

Der er noget helt særligt ved at køre gennem det bakkede landskab i Arkansas og pludselig lande i en by, hvor dampen stiger op fra jorden, og badehusene ligger som perler på en snor. Hot Springs National Park ligger midt i byen Hot Springs og er en unik nationalpark, hvor du får natur, wellness og byliv på en måde, du ikke oplever mange andre steder i USA.

Området har været kendt for sine varme kilder i mere end 2.000 år, længe før europæerne kom til. I slutningen af 1800-tallet blev Hot Springs et mondænt kursted, og langs den ikoniske Bathhouse Row opførte man overdådige badeanstalter, som stadig præger bybilledet i dag. Parken blev officielt nationalpark i 1921, men beskyttelsen går endnu længere tilbage.

Bathhouse Row i byen Hot Springs

De smukke badehuse ligger side om side og fortæller historien om Hot Springs som kurby. I dag er flere af dem åbne for besøgende, og du kan både få behandlinger og kigge indenfor på museer. Et oplagt stop, hvor du for alvor mærker stedets sjæl. Du kan fx starte din dag i Hot Springs med et varmt bad i historiske Buckstaff Bathhouse, gå eller løb en tur langs den fredfyldte Grand Promenade og afslutte dagen på toppen af Hot Springs Mountain Tower, hvor udsigten over Ouachita-bjergene er imponerende.

Fakta om Hot Springs National Park

  • Beliggenhed: I staten Arkansas, midt i byen Hot Springs.
  • Årstal: Nationalpark siden 1921
  • Størrelse: Cirka 23 km²
  • Historie: Området blev allerede beskyttet i 1832 og det var første gang at et område blev bevaret som rekreationsområde
  • Kendt for: Varme kilder og en samling af historiske bade på Bathhouse Row
  • Aktiviteter: Spa-lignende oplevelser og vandring i skoven
  • Et godt tip: Besøg Gangster Museum of America, der fortæller historien om Hot Springs under forbudstiden, hvor byen blev kendt som ”Sin City”

Inspiration

Tips til seværdigheder i nærheden af Hot Springs National Park

Garvan Woodland Gardens: Omkring 20 minutters kørsel fra Hot Springs finder du denne smukt anlagte botaniske have på en skovbeklædt halvø ved Lake Hamilton. Stier, broer og søer gør det til et godt sted at strække benene og bare nyde naturen i et roligt tempo.

Lake Hamilton: En kort køretur fra Hot Springs venter søliv og afslapning. Her kan du leje en kano eller kajak og sejle ud til småøerne, bade eller bare nyde udsigten fra bredden. Et perfekt supplement til de varme kilder, især på varme sommerdage.

Kort

Vis på kort