På tværs af USA - fra Miami til Los Angeles

20 dages kør-selv-forslag fra kyst til kyst i USA

Lev drømmen ud og kør tværs over USA. Start i solrige Miami, kør gennem Syden og New Orleans. Videre til Texas og følg så Route 66 det meste af vejen til Los Angeles forbi Grand Canyon.

Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse gennem det sydlige USA's fascinerende landskaber.

Fra 24.466 kr.
pr. person inkl. flybillet, ophold i dobbeltværelse for 20 dages kør-selv-ferie med hotel og billeje.

Rejseperiode:
Hele året.
Vi anbefaler marts - november

Startdag:
Daglig

Varighed:
20 dage/19 nætter

Længde:
Ca. 5.160 km

Klimapåvirkning:
6.673 kg CO2 samlet for 2 person - mere om grønnere kør-selv-ferier

Dette er blot et kør-selv-forslag, der kan skræddersys efter dine ønsker.

Du vælger selv:

  • type lejebil
  • rejserute
  • antal dage
  • hotelstandard
  • oplevelser undervejs

Få et tilbud

Dagsprogram

Afrejse Danmark - Miami, Florida

Fra lufthavnen er der kun en kort køretur til Miami og Miami Beach.

Herefter kan I hoppe en tur i hotellets pool eller Atlanterhavet og slappe af på bedste Florida-manér. Men Miami Beach kalder, og I skal naturligvis ud og se på turister og kendisser på Ocean Drive, den berømte strandpromenade i South Beach og de rige og berømtes legeplads. Nyd Art Deco-arkitekturen i Miami Beach, men husk at Miami Beach er andet end Ocean Drive – fx den mondæne shoppinggade Lincoln Road, hvor I skal have det helt store kreditkort med. Også den lille smøge Espanola Way er værd at smutte igennem.

Overnatning Miami Beach

Oplevelser i og omkring Miami

I Miami, Floridas svar på Californiens Los Angeles, findes masser af spændende og meget forskellige bydele, utallige muligheder for shopping og masser af kulturtilbud tilsat et strejf af cubansk charme. Der er nok at tage fat på. 

Selve Miami by inde på fastlandet har flere spændende kvarterer, bl.a. den mere klassiske Coral Gables og den vibrerende og spændende bydel Coconut Grove i det sydlige Miami med masser af hyggelige butikker, lækre restauranter, barer og caféer – det hele samlet i ét kvarter med smalle gader, grønne træer og lave huse.

Vil I ryge en god cigar, så læg vejen forbi Little Havana – eller Calle Ocho, som bydelen kaldes på spansk. Little Havana er cubanernes bydel i Miami, og her tales der hovedsageligt spansk. Turister er dog velkomne, og I kan købe nogle solide kanonslag i bydelens cigarudsalg, hvor cigarerne rulles helt fra bunden inde i baglokalerne.

Overnatning Miami Beach 

Miami Beach - Orlando, Florida (385 km)

Orlando er synonym for temaparker og forlystelsesparker og er et paradis for børn og barnlige sjæle, hvor det kan være svært at vælge. Kør en tur til International Drive og finde et hyggeligt sted at spise. Eller I kan køre til Disney Springs, hvor der er ikke mindre end 170 spisesteder, butikker og aktiviteter, I kan gå på opdagelse i. 
 
Overnatning i Orlando-området

Oplevelser i og omkring Orlando

I kan nemt få mindst en hel dag til at gå i hver af Disney World’s 4 temaparker, der kan tryllebinde både børn og barnlige sjæle i alle aldre. Hvis I allerede har besøgt Disneyland i Paris, kan I overveje i stedet at besøge Universal Studios kombineret med naboparken Islands of Adventure, hvor Harry Potter holder til i The Wizarding World of Harry Potter. I Universal Studios har I rigeligt med underholdning til to hele dage.

En helt anden mulighed er at tage en tur ud i rummet på Kennedy Space Center, der ligger blot en times kørsel fra Orlando. Her kan I bl.a. opleve opsendelsen af Apollo 11-missionen til Månen fra det originale kontrolcenter i Kennedy Space Center og komme helt ud til affyringsramperne, hvorfra rumfærgerne blev sendt op. En fascinerende mulighed for at få et kig ind bag kulisserne i nogle af verdens største bygninger med bl.a. en kopi af en ægte Apollo-raket. Kom gerne fra morgenstunden, da området er stort, og der er meget at se og opleve.

Overvej eventuelt at tage en ekstra dag i Orlando, hvis det kniber med at få tid til det hele.

Overnatning i Orlando-området

Orlando – Crystal River, Florida (139 km)

Turen går nu videre til et af Floridas største naturlige vidundere, Ellie Schiller Homosassa Springs Wildlife State Park, hvor I får mulighed for at møde nogle af Floridas oprindelige indbyggere - sortbjørne, rødlosser, alligatorer og krokodiller samt ikke mindst Floridas elskede søkøer (manatees), som også kan opleves i parkens undervandsobservatorium. 

Undervejs har I mulighed for at tage via Tampa og Busch Gardens, der ligger lidt mere end en times kørsel fra Orlando ad Interstate 4. Her kan I prøve parkens mange vilde forlystelser og møde alverdens dyr. I Tampa kan I også besøge Salvador Dali-museet eller det fremragende Florida Aquarium, Endelig kan I besøge havfruerne i Weeki Wachee Springs State Park, som I passerer lidt før I når til Crystal River. 

En helt anden mulighed er at tage via St. Petersburg eller Clearwater, hvor kan I nyde de snehvide sandstrande med palmetræer og Den Mexicanske Golfs turkise vand.

Overnatning Crystal River

 

 

Crystal River - Pensacola, Florida (565 km)

I dag går turen til den nordlige del af Florida og der skal rulles nogle kilometer. Heldigvis er det gode veje, så det et let at gå til. Undervejs passerer I Floridas hovedstad, Tallahassee, og lidt syd for byen, har I mulighed for at besøge Wakulla Springs. Her kan I opleve Florida, som det så ud i tidligere tider med sumpe med cypresser, hvor det vrimler med fugle og alligatorer såvel som krystalklare kilder.

Derefter fortsætter I langs den smukke golfkyst til Pensacola, som er Floridas næstældste by. I dag er den berømt for sine smukke, hvide sandstrande.

Overnatning Pensacola

Pensacola Beach – New Orleans, Louisiana (330 km)

I dag kommer I gennem hele fire stater på turen ad Interstate 10, der går gennem Florida, Alabama, Mississippi og Louisiana, på vej til New Orleans.

På turen er der tid til at smage på Alabama, hvilket bedst gøres ved at tage en pause i Mobile, endnu en smuk sydstatsby, der minder lidt om New Orleans med en hyggelig, gammel bykerne, smedejernsstrukturer udvendigt på byhusene og masser af restauranter med sydstatsspecialiteter på menukortet - bl.a. den klassiske gumbo. 

I delstaten Mississippi ligger byen Biloxi og lokker med sine mange kasinoer, men I fortsætter videre til New Orleans, hvor I kan gå på opdagelse i French Quarter, som er et historisk område bestående af beskyttede og restaurerede bygninger, der går tilbage til det 18. og 19. århundrede. En charmerende bydel hvor støbejernsbalkoner hænger ud over fortovet fra bygninger, som består af antikforretninger, butikker, restauranter og barer.

Overnatning New Orleans

Oplevelser i og omkring New Orleans

New Orleans er en unik by med sin helt egen arkitektur, kultur og identitet. Tag på opdagelse rundt i de smalle gader i The French Quarter, hvor det vrimler med gallerier, lokale butikker, cafeer, restauranter og naturligvis barer. De karakteristiske smedejernsbalkoner er et af New Orleans’ særkender.

Vil I opleve en anden New Orleansspecialitet, så besøg en af byens kirkegårde, hvor gravene er placeret i store gravmonumenter oven på jorden på grund af grundvandet, der gør det umuligt at grave folk ned i jorden.

Man kan ikke sige New Orleans uden at sige Mardi Gras, årets største begivenhed i New Orleans - det gamle katolske karneval, der fejres hvert år i februar eller marts med store maskeballer og gigantiske optog af karnevalsvogne, hvorfra der smides ”beans” ned til tilskuerne - farvestålende halskæder.

Endelig må I ikke gå glip af en tur med de gamle sporvogne i New Orleans. De skramler rundt i byen og udgør en vital del af byens infrastruktur.

Overnatning New Orleans

New Orleans – Houston, Texas (561 km)

I dag følger I den smukke Highway 61 op til Baton Rouge, hvor I kører ind på den hurtige Interstate 10, der fører jer hele vejen til Houston. Undervejs passerer I byen Lafayette i hjertet af "Cajun Country". Her kan I lære om cajun-kulturen i Acadian Village, som er en genopbygget bayou-landsby fra det 19. århundrede, der fortæller historien om de akadiske landmænd (fransk-canadiere fra delstaten Nova Scotia), som slog sig ned i området i 1700. I kan også besøge Vermillion Ville, en historisk genskabning af det akadiske og kreolske sydlige Louisiana fra 1765 til 1890.

Fortsæt videre til Houston i delstaten Texas. Selvom denne by ligger 80 km inde i landet, er det en af de vigtigste havnebyer i USA.

Overnatning Houston

Houston – Dallas, Texas (384 km)

For fremmede er Dallas indbegrebet af Texas. Her finder man alt det, som man normalt forbinder med staten – individualisme, rigdom og en imponerende størrelse af alt. Den begivenhed, der virkelig skabte det moderne Dallas, var det store oliefund i 1930. 

Centralt i Dalles ligger 6th Floor Museum, der på meget fin vis beskriver historien om J.F. Kennedy og hans sidste timer. Det var fra netop denne bygning, at de dræbende skud blev affyret.  

Overnatning i Dallas-området

Dallas – Amarillo, Texas (587 km)

Fra Dallas kører I mod Fort Worth, hvor I kan besøge bydelen Stockyards. Det er som at lande midt en i en gammel cowboy by. Forsøg at være her kl. 11.00, hvor de driver en flok longhorn-kvæg gennem hovedgaden.  

I fortsætter nu videre til Amarillo i "the Texas Panhandle" (Texas' nordlige landstrimmel). Amarillo er stadig en cowboyby med en af de største kvægauktioner i USA.

Overnatning Amarillo

Oplevelser i og omkring Amarillo

I dag kan I slappe af op besøge nogle af de seværdigheder, Amarillo byder på. Kører I lid syd for byen kan I besøge Palo Duro Canyon, Amerikas næststørste canyon. Her finder I de mest utrolige spir og klippeformationer, der gennem årtusinder er skabt af områdets floder.

I Amarillo kan I på nærmeste hold opleve det sande vest på Amarillo Livestock Auction (kun mandage), American Quarter House Hall of Fame and Museum og Kwahadi-Kiva Indian Museum. Amarillo byder også på en strækning af den legendariske Route 66 samt de enestående Big Texan Steakhouse og Cadillac Ranch, hvor ti klassiske Cadillacs er begravet i marken med næsen forrest i samme vinkel som Keopspyramiden!

Overnatning Amarillo

Amarillo – Santa Fe, New Mexico (448 km)

Fra Amarillo kører I ud af byen mod vest og holder stortset samme kurs hele dagen. 

I kører gennem byen Adrian og møder et skilt med teksten "When you are here you are halfway there". Skiltet står ved Midpoint Café og fortæller jer, at I nu er halvvejs på jRoute 66, der går fra Chicago til Los Angeles. Det er et fantastisk sted at holde pause og møde sydens gæstfrihed, før I fortsætter til New Mexico.

I bør helt klart stoppe i Tucumcari, en lille by med flotte vægmalerier og et Route 66 museum, hvor I kan besøge Teepee Trading Post. 

Dagen slutter i Santa Fe, der er en af USA´s ældste og smukkeste byer, også kendt som den "alternative by" - en harmonisk blanding af nyt og gammelt. Byens etniske blanding, begrænsede størrelse og rige kulturliv gør den til en unik by. Gå rundt på den store plads, som har været et vigtigt centrum for handel, festivaler og historie i næsten 400 år.

Overnatning Santa Fe

Santa Fe – Flagstaf, Arizona (618 km)

Fra Santa Fe kører I nu via Albuequerque, hvor I kører på Interstate Hwy 40, der bringer jer til Flagstaff, hvor I enten kan gå rundt i det charmerende, historiske centrum eller tage en tur til flere smukke naturområder i nærheden. Besøg fx Walnut Canyon med dets ældgamle klippeboliger, Sunset Crater, hvor en lavaflod fra et udbrud, der fandt sted for 900 år siden, strækker sig så langt, som øjet kan se eller Wupatki National Monument med dets velbevarede indianske ruiner.

En stor del af dagens etappe foregår enten på eller langs Route 66, og midt mellem Holbrook og Winslow ligger byen Joseph med Jack Rabbit Trading Post - et af Route 66 ikoniske vartegn.

Overnatning Flagstaff

Flagstaff – Scottsdale, Arizona (248 km)

I dag følger I State Route 89A, der fører jer igennem den storslåede Oak Creek Canyon, som er en af de smukkeste canyons i det sydvestlige USA, og igennem Sedona, en smuk kunstnerkoloni omringet af glødende, røde klipper.

Fremme i Scottsdale kan de mange restauranter, butikker og kunstgallerier måske lokke lidt. Et besøg værd er især det fantastiske Heard Museum med en af verdens fineste samlinger af indiansk kunst og kulturobjekter. En anden mulighed er at besøge Pioneer Arizona Living History Museum, som I passerer på Interstate Hwy 17 kort inden I når Scottsdale.  

Overnatning Scottsdale 

 

Scottsdale – Palm Springs, Californien (448 km)

Forlad Scottsdale og tag videre til Palm Springs med de mange gode restauranter og butikker. En særlig oplevelse er at tage svævebanen fra den californiske ørken op til den forholdsvis kølige Mount St. Jacinto State Park, fuld af vandrestier og med en restaurant på toppen.

Undervejs kan I besøge Joshua Tree Nationalpark med de sjove palmetræer, der strækker sine arme op mod himlen.

Overnatning Palm Springs

Palm Springs – Los Angeles, Californien (195 km)

Sæt kurs mod Los Angeles og de kilometervis af strande, der ligger langs Stillehavskysten, både nord og syd for Los Angeles lufthavn. Tag en tur til det mondæne Santa Monica med de mange spændende forretninger og restauranter, men husk også at besøge Venice Beach med den berømte strandpromenade såvel som glamourøse Beverly Hills med den berømte indkøbsgade Rodeo Drive. Hollywood og Universal Studios er også kun få kilometer væk, men der er også en dag i morgen, hvor I har mulighed for flere oplevelser. 

Overnatning Los Angeles

Afrejse Los Angeles - Danmark

Turen på tværs af USA er kommet til en ende, men I kan vælge at forlænge opholdet for at opleve Los Angeles eller måske fortsætte mod nord ad Highway 1 til San Francisco.

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 24.466 kr. pr. person

Prisen inkluderer

  • Flybillet Kastrup/Billund-Miami / Los Angeles-Kastrup/Billund
  • 19 hotelovernatninger (3- og 3½ stjernede hoteller)
  • 3 ugers billeje inkl. forsikring


Prisen INKLUDERER IKKE

  • Måltider
  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Éntre til nationalparker
  • Gebyr for envejsleje på bil ca. 500 USD + skatter og afgifter.

Om rejsen

Denne tur er beregnet på gode standard hoteller.
Ønsker I Budget eller Superior hoteller undervejs, tilpasser vi gerne turen til jeres ønsker.

 

Ekstra oplevelser

I kan fx forlænge rejsen med en nat eller to i Los Angeles eller tage turen op ad Highway 1 til San Francisco. I har også mulighed for at lægge en ekstra nat ind undervejs på turen.

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation

  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister 

  • Kåret til Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011