Jazz, Blues, Rock & Soul fra Chicago til New Orleans

10 dages kør-selv-forslag for fuld musik

Musikken er det mest naturlige bånd mellem Chicago i nord og New Orelans i syd, og det er netop musikken, der binder denne tur sammen. Undervejs besøger I både St. Louis, Nashville og Memphis, og i takt med musikken ændrer sig, bevæger I jer mod syd langs Mississippifloden, der har sin helt egen plads i musikkens historie.

Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse til de vidunderlige musikbyer i Sydstaterne.

Fra 15.456 kr.
pr. person inkl. flybillet, ophold i dobbeltværelse for 10 dages kør-selv-ferie med hotel og billeje.

Rejseperiode:
Hele året.
Vi anbefaler april - august.

Startdag: 
Daglig

Varighed: 
10 dage/9 nætter

Længde:
Ca. 2.230 km

Klimapåvirkning:
5.912 kg CO2 samlet for 2 personer - mere om grønnere kør-selv-ferier

Dette er blot et kør-selv-forslag, der kan skræddersys efter dine ønsker.

Du vælger selv:

  • type lejebil
  • rejserute
  • antal dage
  • hotelstandard
  • oplevelser undervejs

Få et tilbud

Dagsprogram

Afrejse Danmark - Chicago, Illinois (30 km)

Efter ankomst til Chicago er det blevet tid til at udforske byen på bredden af Lake Michigan. Chicago er kendt som bluesens, jazzens og den moderne arkitekturs hjemby.

Benyt jer af muligheden for at se Chicago lidt fra oven og besøg den 110 etager høje Willis Tower (tidligere kendt som Sears Tower). Bygningen, der er 442 m høj, er blandt USA's højeste bygninger, så udsigten er i top. I kan også shoppe på State Street, tage en tur ned ad "Magnificent Mile" med dens eksklusive forretninger og gallerier samt besøge basarerne i Old Town. Om aftenen er det oplagt med et besøg på en af Chicagos jazzklubber på sydsiden, det originale House of Blues eller en af byens mange teatre.

Overnatning i Chicago.

Chicago - Springfield, Illinois (324 km)

I dag starter turen sydpå, og de første par dage kører I på den legendariske Route 66, der er klassikeren over alle klassikere. De 4.000 kilometer fra Chicago til Los Angeles leverer nostalgi for alle pengene. Ruten i dag går fra Chicago til Springfield, en tur på godt 300 km. Undervejs kan I gøre stop i byen Pontiac, hvor I kan besøge staten Illinois' Route 66 Hall of Fame and Museum samt nyde de mange fine murmalerier, der findes på forskellige husfacader og gavle rundt i byen.

Springfield er hovedstaden i Illinois. Her har tidligere præsident Abraham Lincoln boet og arbejdet i 24 år. I byens historiske distrikt kan I evt. aflægge Lincoln House et besøg. Det er også i Springfield, I finder en af de ældste attraktioner langs den historiske Route 66, Cozy Dog Drive In, hvor man opfandt, og stadig den dag i dag kan købe, en "Cozy Dog".

I har naturligvis også mulighed for besøge Shea's Gas Station Museum med samlerobjekter og historier fra "the Mother Road" (omdrejnings-punktet i John Steinbecks berømte roman fra 1939 "Vredens druer").

Overnatning i Springfield.

Springfield - St. Louis, Missouri (178 km)

I dag skal I forestille jer at være tilbage i tiden - til det længst forgangne Illionis. På jeres vej til St. Louis, får I lejlighed til at køre ad en rigtig gammel strækning af Route 66, der daterer sig helt tilbage til 1930'erne. Vælg derfor at køre ad Hwy 4 fra Chicago og I vil kort før Auborn blive mødt af den 1,4 mile lange strækning 'Brick Road', som er blandt de mest historiske steder på Route 66.

Herfra kan I fortsætte ad Hwy 4 til byen Girad, hvor I kan besøge Doc's Soda Fountain og smage en kæmpe banana split - også en af de mange sjove oplevelser langs Route 66. Sæt nu kurs mod syd og kort inden St. Louis passerer I, på Interstate 55, Cahokia Mounts Historic Site, den største forhistoriske indianerlandsby nord for Mexico.

Dagens etape er ikke særlig lang, og I har derfor god tid til sightseeing i St. Louis, hvor I kan tage en tur på Mississippi på et af de gamle dampskibe eller besøge Gateway Arch, der er 192 m høj og bygget til minde om pionererne, der udforskede og bosatte sig vest for Mississippi. I bør I også stoppe ved Ted Drewes Frozen Custard og nyde en af deres specialiteter. Ted Drewes Frozen Custard er blevet en institution i St. Louis og det er ikke uden grund. Det smager fantastisk. 

Men I må ikke glemme musikken for St. Louis er også kendt for sin mangfoldige musikscene. Besøg Soulard-kvarteret og lyt til fantastisk livemusik, oplev The Loop med musikklubberne, de etniske restauranter og unikke butikker eller besøg Blueberry Hill (hvor Chuck Berry regelmæssigt spillede). Musikken er også på museum her i St. Louis, og National Blues Museum bør I ikke gå glip af. 

Overnatning i St. Louis.

St. Louis - Owensboro, Kentucky - Nashville, Tennessee (545 km)

I kan vælge at køre direkte til Nashville, som er næste stop på turen. Men vi anbefaler, at I lige "smager" lidt på nabostaten Kentucky, der er kendt for stegt kylling, Bourbon, hestevæddeløb og, naturligvis, musik. I Owensboro kan I besøge Bluegrass Music Hall of Fame and Museum, der fortæller om historie, kultur og fremtid inden for bluegrass-musikken. I samme by ligger også et Bourbon destilleri, som I kan besøge, og efter en guidet tur er der naturligvis smagsprøver.

Fremme i Nashville, er det blevet tid til at skrue cowboystøvlerne på og tage en svingom til ægte country-western-toner. Gå en tur på hovedgaden Broadway og besøg nogle af de mange spillesteder, hvor musikere fra nær og fjern spiller deres musik og bare venter på at blive "opdaget".

Overnatning i Nashville.

Nashville

I dag står musikoplevelserne i kø. USA’s country-western-hovedstad har naturligvis et Country Hall of Fame, hvor I kan lære om country-musikken fra dens rødder og frem til nutiden. Det er klart et besøg værd. Museet tilbyder også ture til RCA Studio B, hvor kunstnere som fx Dolly Parton indspillede sange. 

For at få en variation af forskellige musikgenrer, kan I tage til en koncert på Ryman Auditorium, en historiske kirkebygning, der rummer så meget musikhistorie. Det var her bluegrass blev født, og det var her Johnny Cash mødte June Carter. I 1943 startede Grand Ole Opry op i denne bygning, og musikverdenen ændrede sig for altid. Der blev transmitteret live radio og tv-shows med musikere som Elvis Presley og Hank Williams. I dag ligger Grand Ole Opry i udkanten af Nashville, men det er fortsat stedet, hvor I vil opleve nutidens Country-musikstjerner optræde.

Overnatning i Nashville.

Nashville – Memphis, Tennessee (341 km)

Nu er det så tid til at skifte over fra country-western til rock’n’roll, for i Memphis venter ingen mindre end The King of Rock’n’Roll, Elvis Presley. Hvert år kommer millioner af Elvis-fans til Graceland, for at opleve kongens eget hjem i Memphis - og ikke mindst besøge hans gravsted i haven.

Memphis ligger smukt ned til Mississippi-floden, så hvad med en tur på Mississippi-floden med tilhørende middag eller bliv på land og nyd Memphis downtown, hvor der er masser af underholdning i Beale Street. Her finder I også guitarfabrikken Gibson.

Vil I have en kulturel og historisk vinkel på Memphis, så besøg det tidligere  Loraine Motel, hvor Martin Luther King blev skudt og dræbt i 1968. Det tidligere motel er i dag museum, hvor man kan fordybe sig i afro-amerikanernes kamp for borgerrettigheder i 50’erne og 60’ernes USA.

Overnatning i Memphis.

Memphis - Clarksdale - Greenville, Mississippi (243 km)

Nu går det ned gennem Mississippi-deltaet langs Mississippi- floden- og ind i Mississippi State ad den klassiske US 61, også kaldet The Highway of Blues. Omkring halvvejs til Greenville kører I gennem byen Clarksdale, der sammen med det omkringliggende delta-område er kendt, som 'det land, hvor blues-musikken begyndte'. Derfor er det heller ingen overraskelse, at det er her I finder Delta Blues Museum.

Fortsæt mod syd til Greenville, der kærligt omtales som hjertet og sjælen i Mississippi-deltaet. Greenville ligger ved bredden af Mississippi-floden og er en historisk by med et pulserende samfund og en rig kulturarv. Greenville-området tilbyder en god kombination af historie, kulturelle seværdigheder og fantastisk mad.

Overnatning i Greenville.

Greenville - Natchez, Mississippi (255 km)

I fortsætter med at køre mod syd og kan nu mærker et pust fra den amerikanske borgerkrig - ikke mindst i Vicksburg, der var en af Sydstaternes stærkeste fæstninger under den amerikanske borgerkrig, og som først overgav sig til Unionens tropper efter to måneders belejring i 1863.

Kør videre ad Blues Highway. Kort efter Port Gibson får I mulighed for at svinge ind på Natchez Trace Parkway, en meget naturskøn rute, der vil føre jer direkte til Natchez. Natchez ligger også ved bredden af Mississippi og er endnu en klassisk sydstatsby med imponerende palæer med store, hvide søjler, som var de taget ud af „Borte med Blæsten“.

Overnatning i Natchez.

Natchez - New Orleans, Louisiana (284 km)

Fra Mississippi kører I nu ind i Louisiana, stadig med Mississippi-floden som tro følgesvend. Her dukker den ene hyggelige by op efter den anden - alle med hver sin andel af store sydstatspalæer og tilhørende plantager. Undervejs kan I evt. besøge Laura Plantation og få et indblik i, hvordan tiden som sukkerbaron var. 

Fremme i New Orleans er det nu er jazz, der er på den musikalske agenda. Det sydlige USA er simpelthen et af den moderne musiks vigtigste arnesteder. Og i Bourbon Street i The French Quarter spiller jazzen lystigt på næsten alle tider af døgnet. I skal naturligvis opleve stemningen i Bourbon Street, der er en af USA’s mest massive partygader, hvor festen først slutter langt ud på natten - alle ugens syv dage.

New Orleans er en unik by med sin helt egen arkitektur, kultur og identitet. Tag på opdagelse rundt i de smalle gader i The French Quarter, hvor det vrimler med gallerier, lokale butikker, cafeer, restauranter og naturligvis barer. De karakteristiske smedejernsbalkoner er et af New Orleans’ særkender.

Vil I opleve en anden New Orleansspecialitet, så besøg en af byens kirkegårde, hvor gravene er placeret i store gravmonumenter oven på jorden på grund af grundvandet, der gør det umuligt at grave folk ned i jorden.

Endelig må I ikke gå glip af en tur med de gamle sporvogne i New Orleans. De skramler rundt i byen og udgør en vital del af byens infrastruktur.

Afrejse New Orleans - Danmark (29 km)

En spændende tur i musikkens tegn er slut og hjemrejsen venter. Har I mulighed for at tage en ekstra nat her i New Orleans, så hjælper vi jer gerne med at arrangere det. Eller I kan naturligvis fortsætte ud på andre eventyr.

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 15.456 kr. pr. person

Prisen inkluderer

  • Flybillet Billund/Kastrup-Chicago / New Orleans-Kastrup/Billund
  • 9 hotelovernatninger (3 stjernede hoteller)
  • 10 dages billeje gruppe B (compact) inkl. forsikringer


Prisen inkluderer ikke

  • Måltider
  • Gebyr for envejsleje på bil ca. 300 USD + skatter og afgifter
  • Rejse- og afbestillingsforsikring

Om rejsen

Denne tur er beregnet på standard hoteller.
Ønsker I Budget eller Superior hoteller undervejs, tilpasser vi gerne turen til jeres ønsker.

 

Ekstra oplevelser

I kan fx forlænge rejsen ved at tage en dag eller to ekstra i starten af turen i Chicago, eller i slutningen af turen i New Orleans. 

Kør-selv-forslaget kan tilpasses
Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation
  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister
  • 6 x vinder af Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Gl. Kongevej 19
1610 København V
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011