Murmalerier i Philadelphia

Byens største kunstoplevelse uden for museerne

Vil du have en anderledes kunstoplevelse, der ikke involverer 1800-tals kunsthistorie og museumbesøg? Så skal du gå på jagt efter de 4.000 murmalerier, der helt lovligt sætter kulør på Philadelphias husgavle, parkeringspladser og kedelige kontorkomplekser. Det er ikke underligt, at Philadelphia har fået tilnavnet City of Murials. Hver især afspejler de kvarteret, hvor de findes, og menneskerne, der har skabt dem. Hver især fortæller de en ganske unik historie om Philadelphia.  

Inspiration

Gå på opdagelse i storbyens galleri

Et massivt murmaleri af glaskugler, mosaikker og kraftige farver har erobret en husgavl på en slidt parkeringsplads på hjørnet af Broad og Lombard Street. Farvesymfonien er skabt af kunstneren Meg Saligman og hedder Theatre Of Life. Murmaleriet er blot ét ud af de omkring 1.000 murmalerier, der findes i Center City - og mere end 4.000, hvis hele byen regnes med. At gå rundt i Philadelphia er som at gå rundt i et stort åbent galleri. Oplev fx motiver fra Pride-paraden og kvindekampen, der hylder mangfoldigheden i Gayborhood, menneskerettigheds-forkæmpere, der pryder væggene i South Philadelphia og den latinamerikanske kultur, der hyldes i Fairhill-kvarteret.

Alle er de udviklet sammen med beboerne i de forskellige kvarterer. Alle viser de dig deres version af byen, historien og ånden.

Art can save lives and change society

Historierne, der rumsterer bag hvert maleri, får du allerbedst serveret, hvis du tager med på en af organisationen Murial Arts Philadelphias guidede ture. Det er nemlig dem, du kan takke for byens farverige galleri. Organisationen startede ironisk nok som et antigraffiti-initiativ i 80'erne. Ud fra parolen "Art can save lives and change society" arbejdede de for at give unge graffitimalere mulighed for at udvikle deres kreative talenter på lovlig vis og lave gadekunst i stedet for hærværk. I dag, 30 år efter, hjælper de stadig psykisk syge, kvinder i fængsel og unge fra socialt udsatte områder til at få en stemme igennem kunsten. Malerierne er én af Philadelphias absolut største attraktioner og et must-see, når du besøger byen.


"Du skal gå en del på Murial Arts Philadelphias godt to timer lange guidede ture, men det er i et tilpas roligt tempo til at de fleste kan være med. Har du børn med, der let kan miste tålmodigheden, eller er du dårligt gående, skal du dog ikke snydes for oplevelsen. Hop derimod med på deres trolly-tur"

- Ditte, Rejsespecialist i Lyngby


 

Kort

Vis på kort

Oplev Philadelphia - skab din egen historie