Den imponerende middelalderfæstning Caerphilly Castle

Et banebrydende forsvarsanlæg

Caerphilly Castle er den mægtigste middelalderborg i Wales med massive mure, imponerende tårne og portbygninger, der kombineret med den anlagte voldgrav gjorde borgen til et formidabelt forsvarsværk. Caerphilly Castle er det største forsvarsværk i Wales og er kun overgået af Windsor Castle i hele Storbritannien.

Borgen er opført i 1200-tallet, hvilket er sent sammenlignet med andre forsvarsværker i Wales og Storbritannien, og blev opført samtidigt med renoveringen af Castell Koch af jarlen af Glouchester Gilbert de Clare, som del i hans kampe for at erobre den sydlige del af Wales. 

Caerphilly Castle blev opført fra bar grund uden de bindinger, som et tidligere borganlæg ville give, og anses med sine koncentriske tårn, adskilte forsvarsområder og anvendelsen af vand som del i forsvarsanlægget som et af de mest banebrydende fæstningsværker i sin tid.

Borgen var kun i brug i kort tid og modstod et par walisiske angreb i årene 1294-1316, og efter en intern krig mellem den engelske konge og hans dronning i 1320’erne forfaldt borgen, og i tiderne derefter blev der hentet materialer herfra til lokalt byggeri.

At Caerphilly Castle er en attraktion i dag, skyldes  John Crichton-Stuart, den 4. markis af Bute, der kastede sig og sin formue ud i et kæmpe restaureringsprojekt mellem 1928-1939. Arbejdet stoppede med den 2. verdenskrig og da hans efterfølger ikke havde samme interesse overgik borgen i 1950 til staten som en gave. Og man kan kun sige, at der har passet godt på den siden.

Inspiration

Det skæve tårn på Caerphilly Castle

Når du ankommer til Caerphilly Castle bliver dit blik straks fanget af den imponerende borg, men der går ikke længe før det blot er en del heraf, der kalder på din opmærksomhed. Borgens sydøstlige tårn hælder nemlig så meget, at det umiddelbart ser ud til at være tæt på at falde sammen. Hældningen er hele 10 grader og overstiger dermed fx de 4 grader, som det skæve tårn i Pisa hælder med, men bare rolig tårnet er stabiliseret og falder ikke sammen.

Der har været mange forklaringer på hældningen fra skader ved kamphandlinger til den mere kedelige som forskydning i jordunderlaget – og det er den sidste der er årsagen. Den store voldgrav, der omgiver tårnet har gjort undergrunden ustabil over tid, så der er sket en gradvis hældning indtil i dag, hvor tårnet og dets fundament er blevet forstærket. Men tårnet er ikke rettet op, så Caerphilly Castle har fortsat sit skæve tårn, der hælder mere end det i Pisa.

Læg også mærke til den 6 meter høje træstatue af John Chrchton-Stuart, den 4. markis af Bute, der står under det hældende tårn og illustrerer at han holder det oppe. Man kan med rette sig, at han ikke kun har holdt tårnet oppe, men hele Caerphilly Castle. 

 

Kort

Vis på kort