5 europæiske storbyer med skæve oplevelser

Der er noget særligt charmerende ved en storbyferie, når du giver dig selv lov til at bevæge dig væk fra de mest oplagte seværdigheder.

For selv i Europas mest besøgte storbyer venter nogle af de bedste oplevelser ofte dér, hvor byen bliver lidt mere skæv, kreativ og fuld af kant. Det kan være i gamle industriområder, farverige kulturmiljøer, fantasifulde kvarterer eller grønne fristeder, hvor atmosfæren bare er anderledes og byen viser en anden og ofte mere autentisk side af sig selv.

Her har vi samlet fem europæiske storbyer, hvor du selvfølgelig kan opleve de store højdepunkter, men hvor små omveje, lokale kvarterer og steder med en unik personlighed kan gøre rejsen endnu mere uforglemmelig.
 

Lissabon, Portugal

Lissabon er en by, du mærker i benene, før den for alvor sætter sig i hjertet. Bakkerne er stejle, brostenene ujævne, og udsigterne dukker op, når du mindst venter det. Begynd for eksempel dagen i Alfama, hvor smalle gader snor sig mellem gamle huse, små restauranter og hyggelige butikker. Her er det næsten et must at gå på opdagelse uden en fast rute.

En anden atmosfærefyldt side af byen er LXFactory i Alcântara. Det gamle industriområde er i dag et kulturelt epicenter med skæve butikker, trendy caféer, sprudlende street art og alternative restauranter. Det er et godt sted at lande midt på dagen, når du (læs: dine fødder) trænger til en pause, men ikke vil slippe byens energi.

 

LXFactory i Lissabon
LXFactory

 

Et mere afslappende stop er Gulbenkian-museet og den omkringliggende smukke have. Her kan du trække dig lidt tilbage fra byens puls og de krævende gader og finde ro mellem træer, små vandløb og smalle stier. Besøg museet, hvis du vil dykke ned i kunst, kultur og arkitektur, eller sæt dig blot med en kaffe i haven og lad Lissabon passere lidt på afstand.

Et tip: Tag færgen over Tejo-floden til Cacilhas, hvis du vil se Lissabon fra en anden vinkel. Turen er kort og giver dig en flot udsigt til byen, broen og de stejle kvarterer, der rejser sig fra flodbredden.
 

Ljubljana, Slovenien

Ljubljana er en by, der på grund af størrelsen er nem at finde rundt i. Men den hyggelige og grønne bymidte er bestemt ikke beskeden på oplevelser. Her kan du slentre langs Ljubljanica-floden, krydse de virkelig smukke broer, kigge forbi markedet og stadig have god tid til at slå dig ned på en af de mange caféer og følge bylivet.

 

Ljubljanas bymidte
Ljubljanas bymidte

 

Start ved det centrale marked, hvor lokale handler grøntsager, blomster, ost og andre specialiteter. Det er en dejlig måde at møde byen på, fordi du får hverdagslivet med. Herfra kan du fortsætte over Tripelbroen og ind i den gamle bydel, hvor arkitekten Jože Plečnik har sat sit tydelige præg på byens rum, broer og bygninger.

Vil du se en mere kantet side af Ljubljana, så gå til Metelkova. Det tidligere militærområde er i dag et farverigt miljø med kunst, musik og street art. Det er på ingen måde finpoleret eller æstetisk smukt – tværimod. Men netop derfor er det utrolig spændende og inspirerende indblik i en alternativ undergrundskultur.

Fun fact: Dragen er Ljubljanas symbol, og du møder dem flere steder i byen. Det mest kendte er Zmajski Most, Dragebroen, hvor fire store drager vogter over den klassiske art nouveau-bro.
 

Rom, Italien

Rom virker overvældende for langt de fleste førstegangsbesøgende, og det er der en grund til. Colosseum, Peterskirken, Forum Romanum og Trevi-fontænen er nemlig kun en brøkdel af byens utallige vartegn og seværdigheder. Men noget af det smukkeste ved Rom opstår, når du giver dig selv lov til at sænke ambitionsniveauet for dagen og skue ned for tempoet.

Tag op på Aventinerhøjen og besøg Orangetræshaven. Her får du en af de fineste udsigter over byen, og stemningen er mere fredelig end mange andre steder i centrum. Ikke langt derfra finder du den berømte nøglehulsformede åbning på Piazza dei Cavalieri di Malta, der indrammer Peterskirkens kuppel blandt Roms tårne og tage.

Vil du opleve en mere finurlig side af Rom, så gå på opdagelse i Quartiere Coppedè. Kvarteret ligger lidt afsondret fra de klassiske turistruter og er en fantasifuld og umage blanding af eventyr, art nouveau, middelalder og filmkulisselignende facader. Her kan du gå rundt og opdage detaljer på bygninger, indgangspartier og små pladser.

 

Quartiere Coppedè
Quartiere Coppedè

 

Et andet sted længere væk fra menneskemængderne, er Via Appia Antica. Den gamle romerske vej med cypresser, ruiner og slidte brosten giver en stærk fornemmelse af, hvor lang Roms historie rent faktisk er.

Fun fact: Rom har flere fontæner end nogen anden by i verden, og i mange af dem flyder frisk drikkevand. Kig efter de små drikkefontæner, nasoni, hvor du kan fylde vandflasken undervejs.
 

Edinburgh, Skotland

Edinburgh er en by, hvor mørk sandsten, stejle gader og grønne bakker skaber en næsten dramatisk ramme for de mange historier, der konstant dukker op. Her møder du middelalderstemning, spor fra litteraturen, en verden af whisky, universitetsliv og skotsk national stolthed på én og samme dag.

Efter et besøg ved slottet og Royal Mile skal du gå mod den fredfyldte oase Dean Village. Det gamle mølleområde ligger langs Water of Leith og føles som en lille landsby midt i byen. Gamle stenhuse, broer og det rislende vand gør det til et af de steder, hvor Edinburgh viser sin oprindelige side.

Fortsæt til Stockbridge, hvor små butikker, caféer og lokale spisesteder giver en mere afslappet stemning. I Circus Lane slynger blomster og grønne planter sig langs de gamle stenhuse og giver den brostensbelagte gade et romantisk, næsten landsbyagtigt præg.

Et andet grønt åndehul er Dr Neil’s Garden ved Duddingston Loch. Haven ligger fredeligt ved foden af Arthur’s Seat og føles som et lille fristed, hvor du kan trække dig tilbage fra byens mange indtryk og nyde udsigten over søen.

 

Greyfriars Kirk
Greyfriars Kirk

 

Fun fact: Edinburgh har en stærk gensidig forbindelse med Harry Potter. Flere steder i byen siges at have inspireret J.K. Rowling. Det gælder både gader, caféer og Greyfriars Kirk, hvor gamle gravsten, smalle stier og den mørke kirke giver stedet en næsten magisk atmosfære. Flere navne på kirkegården siges at have inspireret til figurer i Harry Potter-universet.
 

Wien, Østrig

Wien er elegant, men byen er langt mere end kejserpaladser, klassisk musik og traditionsrige caféer. Går du lidt væk fra de store seværdigheder, venter små kvarterer, farverige bygninger og skæve oplevelser, der giver byen lidt mere kant.

Begynd i Spittelberg, tæt på MuseumsQuartier. Kvarteret har brostensgader, små butikker, restauranter og fine gamle huse. Det er et godt sted at tage en pause fra de største seværdigheder og opleve en mere lokal side af Wien.

Det oplever du især ved Hundertwasserhaus, der bogstaveligt talt er en skæv oplevelse. Her er lige linjer og klassisk symmetri er erstattet af bølger, farverige facader og grøn vegetation, der vokser ud fra bygningen. Huset er lige dele boliger og kunstværk, der giver en skøn og befriende kontrast til Wiens elegante og velfriserede byprofil.

 

Hundertwasser-huset
Hundertwasser-huset

 

En anden anderledes oplevelse er Zentralfriedhof. Kirkegården er både smuk, fredelig og kulturhistorisk interessant. Her finder du blandt andet æresgrave for de klassiske komponister Beethoven og Schubert, og Falco, der i 80’erne hittede med blandt andet ”Rock me Amadeus”.

Fun fact: I Wien er en kop kaffe sjældent bare en hurtig pause. Byens kaffehuse er en del af dens kulturhistorie, og når du sætter dig med kaffe og kage, træder du ind i en tradition, der har været med til at forme Wiens særlige stemning.
 

Find din egen vej gennem byen

En storbyferie bliver ofte bedst, når du kombinerer de store seværdigheder med små afstikkere undervejs. I de rolige haver, de lokale kvarterer og de uventede sidegader får byen lov til at folde sig ud på en mere personlig måde.

Det er her, den bliver mere end et opslag i Google Maps og begynder at føles som din egen.

Hos FDM travel hjælper vi dig med at sammensætte en storbyferie, der passer til dine ønsker, dit tempo og din måde at rejse på. Måske vil du kombinere klassiske seværdigheder med lokale oplevelser, forlænge rejsen med en ekstra by eller lade storbyferien blive en del af et større roadtrip gennem Europa. Uanset hvad du drømmer om, står vores rejsespecialister klar til at hjælpe dig med at finde den helt rigtige rejse.