Øerne ud for Brisbane

Tre på stribe

I Moreton Bay ligger en række øer med strande, nationalparker og et rigt dyreliv. Mest kendt er Moreton Island, hvor Tangalooma Resort arrangerer nærkontakt med delfiner, men Bribie- og North Stradbroke Islands holder sig ikke tilbage, hvad angår naturoplevelser og arrangementer.

Inspiration

Moreton Island

Et uspoleret paradis kun 1 times sejlads fra Brisbane. Det er verdens tredjestørste sandø, hvor I får brug for en 4-hjulstrækker, hvis I vil se øen. Der er stort set ingen veje, da det meste af øen er nationalpark. Strandene lokker med krystalklart vand og sandklitterne er blandt verdens højeste. Tag turen op til øens højest punkt, Mount Tempest, hvor I bliver belønnet med en 360 graders panoramaudsigt.

Uden for byen Bulwer ligger flere skibsvrag, der skulle bruges som bølgebrydere. I dag er de ved af ruste væk, men det er et godt sted at bade og bare gå på opdagelse. Længere sydpå ligger Tangalooma Wrecks. Det er 15 skibsvrag, der har ligget der siden 1963. Gennem årene er der dannet koraller, der tiltrækker tropiske fisk og skildpadder - et perfekt sted til at snorkle.

North Stradbroke Island

Verdens næststørste sandø ligger kun 30 km fra Brisbane, men føles som en helt anden verden, langt væk fra fest og farver. Dyrelivet er unikt med vilde koalaer, kænguruer og delfiner. Langs kysten er der flere udsigtspunkter, hvor I fra juni til november, kan spotte hvaler. I kan dykke i det klareste vand med en imponerende sigtbarhed på 15-30 meter, hvor I måske få følgeskab af mantaer, der yndefuldt glider gennem vandet, skildpadder, leopard hajer og stimer af farvestrålende fisk.

Der er også flere vandrestier og skal der fart på, kan I surfe ned af de store sandklitter – det er sjovt. På mountainbike eller med 4-hjulstrækker langs stranden, er også noget I bør unde jer selv. Står den på afslapning, kan I dase og bade fra Main Beach og Cylinder Beach, hvor der er opsyn i weekender og skoleferier.

Bribie Island

Dette er den eneste ø i Moreton Bay, I kan køre til. På øen finder I alt fra super shopping, gode restauranter, barer, gallerier og skønne strande, hvor I kan være heldige at se kænguruer. Øen er også kendt for et hav af arrangementer fra levende musik, golfturneringer og ”barfodet bowling” til en bålaften i juli med fyrværkeri i verdensklasse.


" Tip: Oplev øerne fra en helikopter. Det er vildt sjovt og ikke mindst flot at flyve over det klare blå hav og øerne. "

- Alan, rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort