Springbrook National Park

Oplev Queenslands vilde bagland med regnskov, vandfald og storslåede udsigter

Kører du ind i Gold Coasts bagland rammer du hurtigt Springbrook National Park, hvor du bliver mødt af den kølige bjergluft og de tætte regnskove, der står i skarp kontrast til kystens varme. Leder dit roadtrip dig gennem området, bliver du belønnet med panoramaudsigter mod dramatiske vulkanske klipper og nogle af de mest markante vandfald i hele Queensland. Springbrook National Park er en del af de UNESCO-listede Gondwana Rainforests, så du mærker hurtigt fornemmelsen af et gammelt og råt landskab, der stadig føles uberørt.

I dag kan du fx vandre til Natural Bridge og se glowworms efter mørkets frembrud, tage de lette stier rundt om Twin Falls eller følge ruten ned til Purling Brook Falls og mærke vandfaldets kølige støvregn. De snoede bjergveje og korte afstande mellem oplevelserne gør Springbrook perfekt til en dagsudflugt fra Brisbane eller Surfers Paradise med masser af små stop undervejs.

Et landskab med en lang historie

Springbrooks dramatiske toppe er resterne af Mount Warning, der blev dannet af vulkansk aktivitet for omkring 23 millioner år siden. Parken blev officielt etableret i 1990 og rummer i dag alt fra subtropisk regnskov til kendte steder som Natural Bridge og Purling Brook Falls. Her støder du også på de sjældne, ældgamle antarktiske bøgetræer, der vidner om et klima og en natur, som har overlevet gennem millioner af år, samt Springbrook-lædertræet der først blev opdaget i 1993.

Derfor bør du opleve Springbrook National Park

  • Unikke vandfald, vandrestier gennem regnskoven til udsigtspunkter og vandfald
  • UNESCO-listet natur fuld af dyreliv
  • Perfekt til en dagsudflugt fra Brisbane, Gold Coast og Surfers Paradise

Inspiration

Fakta om Springbrook National Park

  • Beliggenhed: Cirka en times kørsel eller 100 kilometer fra Brisbane og en halv time fra Gold Coast og Surfers paradise
  • Historie: Officielt etableret i 1990 og kom på UNESCO-listede Gondwana Rainforests i 1994
  • Størrelse: Cirka 61,5 km²
  • Kendt for: Natural Bridge, vandfald som fx Purling Brook Falls, panoramaudsigter og et rigt fugleliv
  • Aktiviteter: Vandring eller bare nyde en picnic ved fx vandfaldet Goomoolahra Falls
  • Bedste tidspunkt: Du kan sagtens besøge Springbrook hele året, men fra maj til oktober hvor regntiden er overstået, er stierne tørre og udsigterne står skarpest
  • Et godt tip: Download et offline-kort, da signalet er dårligt. Så er du sikker på at kunne finde vej

Tips til seværdigheder i nærheden af Springbrook National Park

  • Lamington National Park: Et andet Gondwana-højpunkt med dybe dale, hængebroer og veletablerede vandreruter.
     
  • Surfers Paradise: Australiens hotspot for surfere og populær forstad til Gold Coast med kilometerlange sandstrande, og aktiviteter for store og små.
     
  • Brisbane: Du skal bare køre en times tid mod nord og du kommer til Queenlands seværdige hovedstad, Brisbane. Her får du behagelig storbystemning langs Brisbane River, smukke parker, kultur og et hav af gode spisesteder.

Kort

Vis på kort