Banff Gondola

I øjenhøjde med de canadiske Rockies

Turen til toppen foregår i små, lukkede gondoler med plads til fire personer. Og det kan godt være, at din højdeskræk kommer lidt på prøve, for der er glasbund i gondolerne, men til gengæld har du en formidabel 360 grader udsigt hele vejen op. Forsøg at overvinde højdeskrækken, for det er en naturoplevelse for livet, der venter få minutters kørsel fra Banff by.

På otte minutter bringer kabelbanen dig 700 meter op ad Sulphur Mountain og ender i ca. 2.300 meters højde i Banff Gondola Summit - et imponerende besøgscenter med en udsigtsplatform, hvorfra du kan se hele vejen rundt. Her får du en fortryllende panoramaudsigt til de canadiske Rockies midt i Banff National Park, hvor du er ”i øjenhøjde” med de alle omkringliggende bjergtoppe.

Inspiration

Snør vandrestøvlerne 

Tag Sulphur Mountain Boardwalk. Ruten er ikke mere end en kilometer lang, og den er let at gå. Stort set hele ruten er bygget som en promenade, som gør det lettere at komme frem. Selvom der er en del trin undervejs, så er det en god måde at komme helt tæt på naturen. Turen ender ved Sanson Peak Meteorological Observatory, og undervejs bliver du forkælet med udsigt til de omkringliggende bjerge, og hvis du er heldig spotter du også græssende bjergfår, travle egern og majestætiske ørne, der yndefuldt glider gennem den klare friske bjergluft.  

Gå til toppen og tag kabelbanen ned

Er du frisk på en udfordring, så tag vandreturen til Banff Gondola Summit. Ruten er på ca. fem kilometer og zigzagger op ad bjergsiden, så stigningen ikke bliver alt for anstrengende. Det meste af turen går gennem skoven, men med jævne mellemrum er der udsigt over Bow Valley og Banff by. Når du har nydt omgivelserne på toppen og måske fået et velfortjent- og tiltrængt måltid mad, kan du tage kabelbanen ned. Du bør tjekke forholdene om foråret og efteråret, da stien kan være meget glat.

Solnedgang og Canadisk BBQ

Hvorfor ”nøjes” med at se solen gå ned bag bjergene, når du kan være på toppen af Sulphur Mountain og få den ultimative solnedgang? Om sommeren fejres den måske smukkeste tid på dagen, hvor udsigtsplatformen forvandles til en ”solnedgangsplatform” med canadisk BBQ og levende musik.

 


" Tip: Hvorfor ikke slutte en dejlig dag i bjergene af med et dejligt varmt bad i Upper Banff Hot Springs. Det ligger ca. 500 meter fra Banff Gondola parkeringsplads. "

- Alan, rejsespecialist i Lyngby


 

Kort

Vis på kort

Oplev det vestlige Canada - Skab din egen historie