Bjørne, hvaler og Vancouver Island
7 dage Fra 27.421 kr.
Søger du efter en mindre besøgt park, på din kør-selv-ferie gennem British Columbia, kan vi på det varmeste anbefale Wells Gray Provincial Park. Her kan du boltre dig i 5.000 km² uberørt natur, der spænder fra Cariboo Mountains med flere toppe over 2.500 meter, billedskønne søer og dybe kløfter til de mange brusende vandfald, som parken er så kendt for. Parken opleves bedst til fods via de mange vandreruter, på kanoture eller guidede rideture. Skal adrenalinet i kog, kan du komme på vilde Whitewater Rafting ture på Clearwater River.
Med sine mere end 39 vandfald i alle størrelser bliver parken ofte kaldt, Canadas Waterfall Park. Parkens trækplaster er Helmcken Falls med sine 141 meter. Nogle af vandfaldene kan du se på en køretur gennem parken mens andre kræver kortere eller længere vandreture – men de er anstrengelserne værd. Området har også et stort antal sortbjørne fra maj til juni.
Fra Kamloops er der ca. 125 kilometers kørsel mod nord via Highway 5 til Clearwater by, der er knudepunktet for parken. Lige ved rundkørslen ligger Clearwater Wells Gray Park Information Center, hvor du kan få diverse oplysninger og kort over parken. Clearwater er en hyggelig, mindre by med flere overnatningsmuligheder, butikker, sommerfestivaler og lokalt marked.
Fra Clearwater kan du køre via Clearwater Valley Road langs den østlige side af Clearwater River og ind i hjertet af parken. Du kan stoppe ved Spahats Creek Falls, fortsætte nordpå til Dawson Falls og videre til du skal dreje til venstre ved Helmcken Falls Road til vandfaldet med samme navn – parkens højeste vandfald.
" Tip: Du kan campere inde i parken, også hvis du kommer i motorhome. Den ene campingplads ligger tæt på Dawson Falls og den anden er længere nordpå ved Clearwater Lake Campground. "
- Alan, rejsespecialist i Lyngby