Calvados på Château du Breuil

Få smag for æblebrændevin

Er du på kør-selv-ferie i Normandiet, så vil du helt sikkert støde på calvados - den kraftige æblebrændevin - der på mange måder minder om cognac. Præcis som champagne i Reims eller whisky i Skotland er calvados en inkarneret del af Normandiets identitet. Det er en kunstart og en passion!

Og præcis ligesom med vin og whisky er det oplagt at tage til calvados-smagninger på regionens mere end 400 destillerier. Som fx på Château du Breuil, der ligger mellem Caen og Rouen, hvor, kan vi godt afsløre, du får meget mere for pengene, end blot en smag for æblebrændevin.

Kom med bag slottets facader

Det gamle slot, der er bygget i pink mursten og bindingsværk, ligger smukt omkranset af en grøn park med blomstrende træer og ser ganske enkelt Idyllisk ud. Den historisk bygning er dog ikke den primære årsag til at besøge Château du Breuil.

Derimod er det de franske egetræsfade med calvados, der gemmer sig i kælderene, der lokker dig hertil. Og det er der rig mulighed for at få lov at smage på tøndernes karamelfarvede væske, hvis du lægger vejen forbi.

Men dit besøg bliver først rigtig interessant, hvis du tager en guidet rundvisning og calvados-smagning. Her kommer du bogstaveligt talt ind bag de ellers låste døre og lærer en masse om selve fremstillingen af de gyldne dråber.

En oplevelse for alle 5 sanser

I dagens anledning hedder guiden Antoine. Han er én ud af de seks guider, der står for rundvisningerne, som de afholder flere gange om dagen, næsten hele året. Og der er ingen tvivl om, at alle her på slottet ved noget om calvados - det løber nærmest i blodet på dem.

På turen fra destilleriet, der lugter sødligt og lidt gæret af æbler, til de smukke modningskældre, hvor egetræsfadene ligger på rad og række, oplever du calvados med alle sanserne. Imens fortæller guiden dig med stolthed alt, du kunne drømme om at vide om produktion og historie.

Det gør absolut smagningen efterfølgende langt mere interessant, når du ved hvorfor calvados får den meget aromatiske og krydrede smag; har fået indblik i, hvordan den naturlige fermentering foregår; og i det hele taget kender den komplicerede rejse fra æble til lækker brændevin.

Her får du lige det lille ekstra

Der findes omkring 400 calvadosdestillerier i Normandiet, så det er ikke svært at finde steder, hvor du kan blive klogere på den berømte brændevin. Det, der dog gør Château du Breuil til en ekstra særlig oplevelse, er et overraskende flot lysshow i den elegante modningskælder. Til tonerne af dramatisk violinmusik bliver hele processen - fra æble til glas - illustreret på vægge og egetræsfade af smukke lysbilleder. Det kan ikke andet end fremkalde et lille "wow" og en ekstra stor lyst til at smage på den karamelfarvede æblebrandy.


"Du kan få lavet en lille madkurv sammen med nogle af slottes skønne drikke, som du så kan nyde i slottets dejlige have eller inde i den lille hyggelige salon. Dette skal bestilles på forhånd, men er absolut den mest idylliske oplevelse"

- Maria, rejsespecialist i Odense


Kort

Vis på kort