The Roadside Tavern i Lisdoonvarna

Mere end 100 års charme og prisbelønnet Stout

I den lille flække Lisdoonvarna blot 15 minutter fra The Wild Atlantic Way og de berømte Cliff's of Moher, finder du det perfekte sted at krydre din kør-selv-ferie langs den irske vestkyst med lidt gastropub-stemning og irsk lokalcharme. Pubben The Roadside Tavern gemmer nemlig på en lang række velsmagende overraskelser bag sin skrigrøde facade. Her kan du mæske dig i prisvindende laks fra Burren Smokehouse, der er det engelske kongehus værdig, smage noget af Irlands bedste lokale ale og mærke den irske stemning, som det kun findes i en pub, der er blevet givet videre fra far til søn i mere end 100 år.

Inspiration

fuld af ægte irsk stemning

Kommer du ind på The Roadside Tavern og finder en rundkindet, hvidhåret mand bag baren, så kan du være rimelig sikker på, at det er Peter Curtin. Hans familie har drevet The Roadside Tavern i over 100 år. Det fornemmer man også tydeligt på stemningen og interiøret, der er fuld af kitschede værtshusklenodier, billeder af kendisser - lokale såvel som verdensberømte - og gamle, tunge møbler. Ret ofte kan man også finde en flok musikere udstyret med violin, banjo og harmonika i hjørnet - og så er stemningen absolut i top.

eksklusiv lokal ale

Blandt barens sædvanlige ølhaner er der et par stykker, der springer i øjnene: fire guldhaner med Blonde, Gold, Red og Black. Øllene brygges i kælderen under Roadside Tavern i Irlands mindste bryggeri og er lidt af en lokal specialitet. De serveres nemlig kun her på The Roadside Tavern. Peter Curtin startede selv det lille bryggeri, Burren Brewery, i 2011, og det er altid underholdende, når han stolt fortæller om sin vej til at skabe en af Irlands bedste lokaløl. Drømmer du om at smage på ægte irsk øl, så er du kommet til det rette sted.


"Den kulsorte stout, der passende går under navnet Burren Black, er toppet med silkeblødt, flødeskumsagtigt ølskum. Den er kraftig og smager af endnu mere end den allestedsnærværende Guinness. hvis du er til øl, så skal den smages"

- Ditte, Rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort