De Borromeiske Øer i Maggioresøen

Oplev tre øer på én dag

De Borromeiske Øer, der er en øgruppe som består af to klippeskær og tre øer, ligger i den vestlige del af Lago Maggiore. Øgruppen er opkaldt efter den italienske slægt Borromeo, der gennem flere århundreder har ejet øerne og ligger ud for den charmerende by, Stresa.

De tre øer, Isola Bella, Isola dei Pescatori og Isola Madre, er absolut et besøg værd - og byder på alt fra smuk natur og lokalkultur til storslåede palæer og prydhaver med elegante skulpturer. De tre øer kan let besøges på en dagstur, når kør-selv-ferien i Norditalien går forbi Maggiore-søen. Snup en færgetaxa, der afgår hver halve time fra Stresa, og besøg de tre perler i det krystalblå vand.  

 

Udforsk øerne

1. Isola Madre
 

Færgeturene starter ved Isola Madre, ”Moderøen”, som er den største af de tre øer. Her finder du en smuk, farvespækket botanisk have fyldt med eksotiske blomster - og duften af sommer og sol. Haven er beboet af flere fuglearter, og du kan være heldig at spotte både hvide påfugle og flaksende papegøjer.

Isola Madre er også kendt for sit imponerende palæ, Palazzo Borromeo, som er indrettet med møbler fra Borromeo-familiens historiske huse. I paladset kan du gå på opdagelse i storslåede sale og undersøge de elegante værelser ’Hall of Dolls’ og ’Hall of Seasons’.

Øen er den mindst besøgte og derfor ideel for rejsende som ønsker at komme lidt væk fra andre turister, nyde naturen og slappe af i skønne omgivelser.

2. Isola dei Pescatori
 

Dernæst går turen til Isola dei Pescatori, ”Fiskernes ø”, som er den mest maleriske af de tre øer. Her bor en del lokale –  og især fiskere (som navnet indikerer) holder til på Isola dei Pescatori.

Øen består af en gammel landsby med smalle, snørklede gader og stenbelagte gyder, der bare indbyder til at gå på opdagelse. Her finder du hyggelige restauranter med velsmagende fiskeretter, små lokale butikker og ikke mindst de mange charmerende altaner, som bliver brugt til at tørre de friskfangede fisk.

Det er også på Fiskernes Ø, at du kan opleve San Vittore-kirken – et charmerende nationalklenodie, der stammer helt tilbage fra det 11. århundrede. Her bliver du mødt af de imponerende malerier fra 1700-tallet og de flotte træbuster af apostlene Peter og Andreas (skytshelgener for fiskere). Isola dei Pescatori er især for dig, der gerne vil have lidt historie og lokalliv på din kør-selv-ferie.

3. Isola Bella
 

Til slut går turen til Isola Bella, ”Den smukke ø”, som er den mest besøgte af de Borromeiske øer. Øen fortryller med sit elegante slot og den velholdte have, der består af ti terrasser med smukke skulpturer. Selve slottet er bestemt et besøg værd med dets elegante indretning, hvor imponerende malerier og dekorative spejle pryder de storslåede rum.

På Isola Bella finder du også mange charmerende restauranter, spændende butikker og lokale små boder langs vandet. Sørg for at være på øen sidst på dagen, så du kan nyde aftensmåltidet i de skønne omgivelser. Det er en helt særlig oplevelse at spise med udsigt over det krystalblå vand ind mod Stresa, der, om aftenen, er oplyst af små glimtende lys. Hvis du kommer i højsæsonen, skal du dog sørge for at bestille bord i god tid, da bordene med udsigt over søen er populære.

De tre Borromeiske Øer er altså bestemt en dagstur værd – og en kærkommen pause fra rattet – når kør-selv-ferien går til de norditalienske søer. Pak kameraet og glæd dig til en helt speciel oplevelse fyldt med charmerende lokalkultur, smuk arkitektur og ikke mindst fantastisk natur.


"Vi sluttede turen af med at spise aftensmad på Isola Bella. Her fik vi en skøn middag på Ristorante Elvezia på deres terrasse på første sal. Maden var velsmagende og udsigten over søen og Stresa by var fænomenal. Det kan klart anbefales!"

- Maria, rejsespecialist i Odense


Oplev Piemonte - Skab din egen historie