Gudernes Sti langs Amalfikysten

Vandring i verdensklasse

Den lille by Bomerano er udgangspunkt for utallige fantastiske vandreture. En af dem er den verdensberømte vandrerute Sentiero degli Dei – Gudernes Sti. Stien ligger halvvejs mellem himlen og havet, og udgør en syv km lang vandrerute langs Amalfis betagende kystlinje. Und jer selv at blive blæst bagover af områdets skønhed og få en oplevelse med hjem, som I sent glemmer.

Vandrerute i Fortidens fodspor

I starter i Bomerano, og går derfra ad de samme kringlede muldyrstier, som pilgrimme og handelsrejsende har betrådt i umindelige tider. Undervejs føres I igennem uberørte landskaber og vild natur 500 meter over Middelhavets overflade. Udsigten over det azurblå hav indrammes af områdets majestætiske klipper, og på en klar dag er det muligt at se helt til øen Capri. I fuldender ruten i billedskønne Positano, hvor I kan nyde en velfortjent frokost i rolige rammer, imens I betragter de mange farverige huse, der klamrer sig til byens skrå klipper.

Vælg den rute der passer jer bedst

Gudernes Sti er ikke den letteste tur, I kan gå. Den kræver godt fodtøj, rigelige mængder solcreme og væske nok til de cirka fire timer, det tager at gå hele ruten. Til gengæld er det smukke landskab og den betagende udsigt uden tvivl udfordringen værd. Områdets bjergskråninger byder desuden på et væld af andre vandreruter, der varierer i længde og sværhedsgrad, så I kan med sikkerhed finde en rute, der passer til jer. Uanset hvad, sikrer områdets imponerende natur, at I får en guddommelig oplevelse.

Kort

Vis på kort