Landsbyen Collodi

En flod af gamle bygninger

Den lille charmerende landsby, Collodi, er et oplagt sted at stoppe, på din kør-selv-ferie gennem Toscana. På afstand ligner byen en flod af gamle bygninger, der løber ned af bjergskråningen og ender ud i den aristokratiske Villa Garzoni med den smukke anlagte have, The Garzoni Garden. En eksotisk tilføjelse til haven er Butterfly House – et stort ”drivhus” med tusindvis af tropiske sommerfugle i alle regnbuens farver.

Pinocchios hjemby

Den middelalderlige landsby består stort set kun af én lang smal gade, der løber tværs gennem byen. Det er en hyggelig men stejl slentretur.

Byen er måske mest kendt for sin verdenskendte ”søn”, Carlo Lorenzini, bedre kendt som forfatteren af Pinocchio, under pseudonymet Carlo Collodi. Til ære for ham blev Pinocchio Parken opført ved byen i 1956. Det er en super hyggelig forlystelsespark, der er skabt af kunstnere, med fantastiske skulpturer og masser af aktiviteter for store og små.


" Tip: fortsætter du ca. 6 km nordøst for Collodi, kommer du til Pescai. Det er ægte italiensk provinsby med masser af charme, små butikker og cafeer. Piazza Mazzini er byens samlingspunkt, der er omkranset af flotte gamle bygninger fra renæssancetiden. "

- Alan, rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort