Piacenza - en romersk grænsebefæstning

Indgangen til Emilia-Romagna

Piacenza er den nordvestlige indgang – tæt på grænsen til Lombardiet - til den italienske region Emilia-Romagna, og hovedstad i provinsen af samme navn.

Byen kan dateres tilbage til romertiden, hvor den med sin strategiske placering, som indgang til den frugtbare Po-slette, blev anlagt som et grænseværn mod invasion fra nord. Piacenza har som alle andre norditalienske byer haft en omtumlet tilværelse siden romertiden og op til det moderne Italien, hvor den både har været en selvstændig bystat og har været underlagt alt fra franker og longobarder til bystaten Milano og Frankrig. Det koster at have en strategisk vigtig placering.

Piacenza udviklede sig til en stærk industriby med fokus på produktion af sko samt regionens naturrigdomme som ole og gas – og tillige den rige landbrugsproduktion fra Po-sletten.

Byen blev som industricenter bombet og ødelagt under 2. verdenskrig, hvor den gamle bykerne blev beskadiget. Men byens centrum er fortsat meget malerisk og den primære årsag til at besøge byen i dag.

Start besøget på Piazza Duomo, hvor I bliver sat tilbage i tiden, når I ser på byen romanske domkirke Duomo di Piacenza fra 1100-tallet eller på Piazza Cavalli med det smukke gotiske rådhus Palazzo Gotico. Byens officielle bygninger suppleres af mange elegante bygninger, der gør bykernen elegant, malerisk og spændende at slentre rundt i.

Kort

Vis på kort