Cape Reinga på New Zealands nordø

Natur og kultur i spiritualitetens tegn

På den nordvestlige spids af Aupouri-halvøen på New Zealands nordø finder I Cape Reinga – et sted der summer af myter om det hinsides, og hvor majestætiske have kolliderer. Se det 800 år gamle Pohutukawa-træ og det ikoniske fyrtårn, og lær om hvad denne kystspids betyder for Maorierne. Cape Reinga er uden tvivl et besøg værd for dem, der ønsker at opleve et perfekt miks af newzealandsk natur og kultur.

Noget for enhver smag

Maorierne anser Cape Reinga for at være det mest spirituelle sted i hele New Zealand. Ifølge myterne er denne kystspids nemlig stedet, hvorfra maoriernes elskedes ånder drager ud på deres rejse mod efterlivet i deres forfædres hjemland Hawaiki. Foruden at være et spirituelt sted er det også her, I kan opleve mødet mellem Det Tasmanske Hav og Stillehavet og gå på opdagelse omkring det prægtige ti meter høje fyrtårn, der står helt ude på kappens spids.

inspiration

Få det hele med

Fra parkeringspladsen går I langs stien mod Cape Reinga, hvor I undervejs kommer forbi skiltning med detaljer om både historien, geologien og økologien i området. Und jer selv at dykke ned i de spændende fortællinger, så I får den fulde oplevelse med. Når I når fyrtårnet, kan I nyde den spektakulære udsigt i alle retninger og suge alt det til jer, som dette fortryllende sted har at byde på.

Kenneth fra butikken i Vejle

Cape Reinga er meget helligt for Maorierne, og det er derfor selvfølgelig ikke tilladt at spise på kystspidsen. Leder I efter et godt picnic-sted, skal I dreje fra til den smukke Tapatupotu-bugt, ca. fem kilometer før Cape Reinga.

Kort

Vis på kort