Et sted for konger
Hvis der er et slot i Skotland, der omfatter hele landets historie, så er det Scone Palace. Det var her navnkundige konger som Macbeth, Robert Bruce og Charles II blev kronet.
Scone Palace ligger på den østlige side af floden Tay blot få kilometer nord for byen Perth. Romerne slog lejr her for over 2000 år siden, og det var på dette sted det piktiske kongerige med de frygtede bemalede keltiske krigere havde deres hovedstad indtil de i 840’erne blev forenet med gælerne under kong Kenneth MacAlpin og lagde grundstenen til et samlet Skotland.
Det var på Scone, at den skotske Kong Konstantin i 906 holdt det første af de middelalderlige parlamenter, der fastsatte Skotlands love indtil 1450'erne.
Som midtpunkt i skotske rige blev Scone centrum for utallige magtkampe indtil Jacob 4 i 1488 blev den sidste skotske konge kronet i Scone. Han flyttede sædet for den skotske konge til det nybyggede Palace of Holyroodhouse, og herefter var Edinburgh centret for den skotske kongemagt.
Det nuværende Scone Palace er et stateligt hus opført til den 3. jarl af Mansfield i 1807 og bygget i gotisk revival stil. Mansfield familien købte området ved Scone i år 1600 og det har siden været deres residens, som klart er et besøg værd. Her er smukke værelser og rum fyldt med antikke møbler, keramik og andre antikviteter.
Skæbnestenen - symbolet på det skotsk monarki og kongerige
Det er i Scone, at vi for første gang hører om den skotske skæbnesten - Stone of Scone – der bogstavelig talt var fundamentet for kroningen af de skotske konger. Stenen var så symbolsk, at den i 1296 blev taget som krigsbytte af den engelske kong Edvard I og taget til Westminster Abbey, som symbol på engelsk overlegenhed. I forsoningen mellem England og Skotland blev stenen dog endelig i 1996 ført tilbage til Skotland, hvor den nu igen er i Perth området på Perth Museum efter at have været udstillet et par år på Edinburgh Castle.
Stenens symbolske karakter er fortsat op til vor tid ved den seneste indsættelse af en engelsk konge, da den kortvarigt kom tilbage til England ved kroningen af kong Charles III i 2023.
Kort
Oplev Skotland - skab din egen historie
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Gør som 200.000 andre og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du modtager rejseinspiration og gode råd.