Twillingate - kendt for hvaler og isbjerge

Et af de absolut bedste steder at opleve både hvaler og isbjerge

Når du kører ned mod kysten via Rute 340, får du pludselig det første glimt af de rå klipper, det åbne Atlanterhav og den lille by Twillingate. Her får du den der helt særlige blanding af autentisk småbystemning og uforudsigelig natur, hvor et isbjerg pludselig kan drive forbi i horisonten, eller en pukkelhval bryder vandoverfladen få meter fra båden. Du forstår hurtigt, hvorfor Twillingate på Newfoundland har fået ry, som et af de absolut bedste steder at opleve både hvaler og isbjerge på et roadtrip.

Lille by med lang historie

Twillingate ligger ud for kysten i Notre Dame Bay og har rødder helt tilbage til de oprindelige Beothuk og Dorset-kulturer, som brugte området som sommerbase til jagt og fiskeri. I dag møder du farverige træhuse, små museer og en kystlinje, hvor historien stadig er synlig.

Oplevelser til vands og til lands

Du bør absolut tage på hvalsafari, hvor du ofte kommer helt tæt på havets giganter og de kæmpemæssige isbjerge. Vil du blive på land, finder du fede vandreruter langs de stejle klipper med udsigt over Iceberg Alley. Hele området er oplagt til et roadtrip, hvor du frit kan køre til små byer, kyster og stoppe ved de mange udsigtspunkter.

Derfor bør du besøge Twillingate

  • Byen har ry for at være et af de bedste steder at opleve både hvaler og isbjerge.
  • Det er en lille, stemningsfuld kystby med en lang historie.
  • Flotte vandreture langs kysten, hvor du får udsigt over Iceberg Alley.

Inspiration

Fakta om Twillingate

  • Beliggenhed: Det nordøstlige Newfoundland cirka syv timers kørsel fra færgen i byerne St. Barbe i nordvest eller Channel-Port aux Basques i sydvest.
  • Historie: Brugt som sommerbase af de oprindelige Beothuk og Dorset-folk i århundreder og senere fransk og derefter engelsk fiskerbosættelse i 1700-tallet.
  • Indbyggertal: Cirka 2.200.
  • Kendt for: Iceberg Alley med isbjerge, der driver tæt forbi kysten og hvalsafarier.
  • Bedste tidspunkt: Maj–juli for isbjerge og hvaler.
  • Et godt tip: Tag på hvalsafari tidligt på dagen, hvor vandet er roligere.

Tips til seværdigheder i - og omkring Twillingate

  • Long Point Lighthouse: Et af områdets bedste udsigtspunkter med panorama over kysten og gode muligheder for at spotte både havfugle og isbjerge.
  • Durrell Museum: Lille lokalt museum med fokus på fiskeri, hvaler og byens maritime historie.
  • Wooden Boat Builder Museum: Et super interessant museum med flere udstillinger, der skildrer bådbygningshistorien i Twillingate, mens overetagen er indrettet som bådbygningsværksted.
  • Rockcut Trails: Smukke kyststier med udsigter over Atlanterhavet og gode chancer for at se hvaler.

Kort

Vis på kort