Eventyr langs Australiens østkyst
26 dage Fra 39.450 kr.
Rockhampton i Queensland møder dig med en blanding af ægte outbackstemning, den smukkeste arkitektur og tropisk storbyliv. Går du en tur gennem byen, støder du med garanti på nogle af de seks tyrestatuer, der giver et hint om at Rockhampton har titlen som Beef Capital of Australia. Oplev noget af byens sande sjæl på fx Great Western Hotel, som afholder koncerter, BBQ og mange andre arrangementer i løbet af året.
Rockhamptons historie går tilbage til 1858, hvor den hurtigt blev en vigtig handelsby langs Fitzroy River. Den fik et gadenet af boulevarder og veje, der blev inspireret af Hoddle Grid fra Melbourne. Store guldfund i Canoona og ved Mount Morgan blev grundlaget for Rockhamptons mange bygninger i victoriansk arkitektur.
I dag støder du stadig på mange af de smukke bygninger, især omkring Quay Street, hvor over 20 historiske steder ligger side om side med restauranter, barer og spillesteder med bl.a. jazz på programmet.
Byen er også kendt for Rockhampton Museum of Art og Dreamtime Cultural Centre, som giver dig et stærkt indblik i regionens kulturarv. Og den mere end 130 år gamle botaniske have regnes som en af de bedste i Australien, så sæt endelig lidt tid af til den.
Du kan sagtens bruge en dag eller to i byen eller også bruge den som base for ture videre mod Capricorn Coast eller ind i outbacken, afhængigt af hvor dit roadtrip-eventyr fører dig hen.