4 slotte du skal opleve i Skotland

Skotland er slottenes land

Skotland vrimler med eventyrlige borge og slotte, der vidner om den lange og dramatiske fortid. Her har der været rebeller, krige, dramaer og romantiske eventyr gennem tiderne; historier, der stadig præger området, befolkningen og kulturen. Fortidens mystik og romantik fornemmes stadig i slottenes elegante gange, hvor familier og klaner har levet i mange hundrede år - og mange af dem stadig gør. At besøge disse sagnomspundne slotte er en uundværlig del af en rejse i Skotland. Vores rejsespecialister har udvalgt 4 slotte, som du ikke må misse, når du er på kør-selv-ferie i Skotland.

specialisternes anbefalinger

1. Balmoral Castle

Balmoral Castle i Aberdeenshire, Skotland

 

Det er svært ikke at komme i et eventyrligt humør, når man besøger Balmoral Castle, og man forstår hurtigt, hvorfor det engelske kongehus kommer her for at feriere, når de vil nyde det skotske landskab. Det fine slot ligger omringet af fantastiske landskabshaver, der står i fin kontrast til de viltre bakkeskråninger og hedelandskaber ved Lochnagar Mountain og Caledonian Pine Forest. Besøge slottets smukke haver, udstillinger og selvfølgelig det storslåede Ballroom eller tag en guidet tur i det omkringliggende højland. Bemærk at slottet er helt lukket for besøg i august, september og oktober, når kongefamilien bor der.

2. Cawdor Castle

Cawdor Castle, Inverness i Skotland

 

Cawdor Castle fra det 14. århundrede er uden tvivl et af Skotlands mest charmerende middelalderslotte. Hver en afkrog af denne borglignende perle er gennemsyret af historie. Som hjem for Cawdor-familien de seneste 500 år er slottet fyldt med malerier, antikmøbler og vægtæpper og ikke mindst en velkommende, intim atmosfære - man kan mærke, at det er et levende slot. Som alle gode slotte har Cawdor en legende til sit navn. Slottets placering blev efter sigende bestemt af et æsel, der på befaling af slottets grundlægger, Thane of Cawdor, blev sendt ud i området med en pose penge om halsen. Den lagde sig til at sove ved siden af et træ; det træ, som Cawdor er bygget op omkring. Metoden havde han fået nys om i en drøm. 

3. DunRobin Castle

Dun Robin Castle i Skotland

 

DunRobin Castle er en ren tornerose-fantasi placeret i det skotske højland. Det imponerende hvide slot med tårne og spidse spir troner over en bedårende, farverig slotshave med springvand og bede i perfekt symmetri. Slottets museum er desuden en eksotisk oplevelse med safaritrofæer, afrikansk kunst og en verden af fascinerende genstande og memorabilia indhentet fra - ja, hele verden. Deres stemningsfyldte Tea Room er derimod en dejlig, hjemlig oplevelse med sund og hjertelig skotsk mad. 

4. Inveraray Castle

Inveraray Castle i Skotland

 

Inveraray Castle er ikke blot en skotsk berømthed, men en verdensberømthed efter slottet, slotshaverne og det fantastiske højlandslandskab, der omfavner det, udgjorde scenen i et helt afsnit af hitserien Downton Abbey. Slottet er indbegrebet af højlandsslot. Rustikt, massivt og i harmoni med de dramtiske omgivelser knejser det på bredden af Loch Fyne. I dag bor og driver Campbell-klanen stadig slottet, der har tilhørt familien i over 500 år. Her venter jer et fascinerende indblik i én af Skotlands mest magtfulde klaner, deres historie og deres liv den dag i dag. 

Kort

Vis på kort

Oplev Skotland