Middelalderbyen Laguardia

En befæstet by midt i et vindistrikt

Den befæstede middealderby Laguardia ligger højt på en bakketop midt i en dal i regionen Rioja Alavesa med de Kantabriske bjerge i baggrunden. Byen blev bygget som en befæstet by af Kong Sancho den stærke i det 10. århundrede og i dag kan befæstningen ses i den to meter brede mur rundt om byen og de fem velbevarede byporte Mercadal, Carnicerías, Páganos, San Juan og Santa Engracia. Og indenfor giver de smalle stræder og gader en middelalderlig atmosfære. På hovedtorvet i byen finder I både den gamle og den nye rådhusbygning, og det er værd at lægge mærke til uret i den nye bygning, hvor tre figurer kommer ud og danser til en traditionel sang et par gange om dagen.

Det er også værd at besøge kirken Santa Maria de los Reyes, der har en fortid som et kloster. Ved kirken rejser det gotiske Santa Maria-tårnet, hvis facade blev færdiggjort i det fjortende århundrede og som står stort set intakt i dag.

Laguardia ligger midt i vindistriktet Rioja, så naturligvis er byen ikke kun omkranset af sin bymur men også af vinmarker så langt øjet kan række. Området har en lang række vingårde, og i byen finder i vinkældre, hvor der tilbydes rundvisning og vinsmagning på lokale vine. Under byen blev der bygget tunneller, der oprindelig blev brugt til beskyttelsesrum i usikre tider, men i dag finder mange af disse anvendelse som vinkældre på grund af den perfekte temperatur her. Et besøg i en sådan kælder kombineret med vinsmagning er et perfekt minde fra Laguardia.

Kort

Vis på kort