Byen Potsdam

Byen med de mange seværdigheder

Potsdam står desværre i skyggen af Berlin og anses ofte som blot en af storbyens forstæder. Det er synd og skam. Potsdam har så meget at byde på, at et par dage langt fra er nok, hvis du ønsker at opleve byens mange spændende seværdigheder. Mange er endda på UNESCO's Verdenarvsliste.

Mest spektakulær er nok det charmende Holländisches Viertel med 134 røde teglstenshuse bygget i 1730'erne. Her oplever du en helt særlig stemning med boliger, hyggelige baggårde, butikker, gallerier, restauranter og utraditionelle værtshuse. Af byens pladser er Neuer Markt fra det 17. og 18. århundrede nok den smukkeste og samtidig en af Europas bedst bevarede barokpladser. Byen byder også på hele tre byporte, den ene smukkere end den anden; Brandenburger Tor, en monumental triumfbue til minde om syvårskrigen, Jägertor, opkaldt efter det kurfyrstelige Jägerhof nord for byen og Nauener Tor, et vidunderligt eksempel på engelsk nygotisk stil.

Potsdam er omgivet af vand, og derfor er en tur på byens vandveje absolut et must. Med Weisser Flottes skibe kan du vælge mellem en Schlösser- og en Havelseenrundfahrt. Begge kan absolut anbefales. Vælger du slotsrundturen kommer du også under Glienicke Brücke der forbinder Potsdam med Berlin, og hvor der flere gange blev udvekslet spioner mellem Øst og Vest op til 1980'erne.

Efter krigen lagde Churchill, Truman og Stalin puslespillet om Europas fremtid på slottet Cecilienhof. Albert Einstein satte for alvor Potsdam på verdenskortet. Det verdenskendte Einsteinturm, der blev tegnet af arkitekten Erich Mendelsohn, var base for Einsteins arbejde på relativitetsteorien.

I Potsdam kan du med fordel leje en cykel, da det er nemt at komme rundt i byen og til alle dens seværdigheder, også selv om det ikke er tilladt at køre ind i f.eks. parken ved Schloss Sanssouci.

Anbefalet af Bente, Rejsespecialist

Jeg foretrækker at slappe af og på samme tid få en masse indtryk og oplevelser, når jeg er på ferie. Det kan være på alt fra en længere kør-selv-ferie i fx USA, et krydstogt hvor vi oplever noget nyt hver dag, miniferie i Tyskland, en afslappende solferie sydpå eller en storbyferie i Europa. Jeg vil ikke sige at jeg har en favorit destination, for jeg vil hele tiden gerne opleve nye steder. Men USA står bestemt meget højt på listen med steder som Yellowstone med de enorme bisonokser og New York med et herligt leben.

Kort

Vis på kort