Byen Cheyenne i Wyoming

En by der hylder sin historie

Cheyenne ligger bare 1½ times kørsel nord for Denver. Det er Wyomings delstatshovedstad, der blev grundlagt tilbage i 1867. Det er en by, der hylder sine cowboytraditioner til den årlige festival Cheyenne Frontier Days med rodeo, parader, flere koncerter og boder med amerikanske pandekager og andet godt. Festivalen afholdes hvert år i juli måned og virkelig en begivenhed, der er værd at køre efter. Hvis du starter med et smut forbi The Wrangler butikken, kan du købe de sejeste cowboystøvler og andet westerntøj, så du er passende klædt på til Cheyenne Frontier Days – ”Daddy Of 'Em All”.

Inspiration

Følg de 2 meter høje cowboystøvler

Du kan opleve nogle af byens højdepunkter, hvis du følger alle de let genkendelige cowboystøvler, der er ca. 2 meter høje. Lokale kunstnere har dekoreret støvlerne med scener fra Cheyennes historie. Du kan også tage på Cheyenne Trolley Tours, hvor du kommer forbi Cheyennes højdepunkter suppleret med levende fortællinger. På Old West Museum, kan du se interessante udstillinger fra ”nybyggertiden”. I den botaniske have, kan du slentre rundt i grønne omgivelser og rejser du med børn, bør I også besøge Childrens Village med masser af aktiviteter.

The Cheyenne Depot Museum

Museet er en arkitektonisk perle i Cheyenne, der har modtaget passagerer og nu museumsgæster i 125 år. Se nærmere på gamle lokomotiver og de flotte udstillinger med plancher, der fortæller om Cheyennes betydning for området under opførelsen af Transcontinental Railroad. Det er en oplevelse for store og små.

Kort

Vis på kort