Trail Ridge Road i Colorado

På toppen af USA

De store elke-hjortedyr står langs vejen i starten, når du kører ind i Rocky Mountains Nationalpark. Måske møder du af og til et Tykhornede får og hvis du er rigtig heldig, kan det være at du møder en bjørn. Over bjergene flyver ørnene, og på jorden pibler chip og chap rundt. Den 77 km. lange Trail Ridge Road er USA’s højst beliggende gennemgående landevej. Den når helt op i svimlende 3.713 meters højde og går tværs ind gennem nationalparken. Undervejs bliver du budt på ikke bare Colorados, men også noget af USA's flotteste natur både over og under trægrænsen. Og udsigten, den fejler heller ikke noget. Trail Ridge Road er kun åben i årets varme måneder, da den sner til fra efteråret og helt frem til det varme forår. 

inspiration

Und jer selv en afstikker eller to 

Undervejs, når I kommer kørende ind i nationalparken ad Trail Ridge Road vil I opdage, at der er masser af vandrestier og spændende afstikkere I kan tage i takt med at de høje, sneklædte tinder rejser sig højere og højere over jer. Tag nu de afstikkere. De er det hele værd, for selvom Trail Ridge Road uden tvivl er et af parkens absolutte højdepunkter, så er der masser af smukke bjergsøer og udsigtsposter, som I simpelthen ikke må misse. Besøg for eksempel Sprague Lake, der ligger 9 km. fra Trail Ridge Road er en af de oplagte afstikkere. Den lille sø er smuk som bare pokker og en gåtur rundt om den tager ikke mere end en halv times tid. 

Kaffepause ved trægrænsen 

Når I kører videre ind i nationalparken ad Trail Ridge Road via hårnålesving og stejle strækninger, så planlæg et pitstop ved Rainbow Curve Overlook. Hiv termokanden frem og nyd en kop kaffe her, hvor I har en af de smukkeste udsigter i nationalparken. Det er efter dette sving, at vejen ofter lukker om vinteren og det forstår man godt for udsigtsposten ligger lige omkring trægrænsen. Tundraen møder jer og I 3.713 meters højde ligger Rocky Mountains spredt ud for jeres fødder, når I snor jer over de rå og flade vidder. Undervejs kommer i forbi den vilde Colorado River, den sceniske Kawuneeche Valley, farverige alpine blomsterenge og mange andre kæbetabende steder, som gør denne rute helt uforglemmelig.

Kort

Vis på kort

Oplev Rocky Mountains og Midtvesten - skab din egen historie