Fiskerbyen Cervantes

Hummerfiskeri, kalkstenssøjler og hvide sandstrande

Følger du Indian Ocean Drive fra Perth og kører cirka 200 kilometer mod nord, kommer du til den lille fiskerby Cervantes, som er et oplagt stop på dit roadtrip i Western Australia. Her får du hvide strande og klart vand ved kysten, og få kilometer inde i landet står de særprægede Pinnacles i Nambung National Park, som er tusindvis af kalkstenssøjler spredt rundt i det gyldne sand.

Byen blev etableret i 1960’erne som base for fiskeri og er stadig kendt for hummerfangst, som du kan smage direkte i havnen. Navnet på byen stammer fra et skibsvrag fra 1800-tallet, og det er den historie, der stadig præger området i dag.

Lige udenfor byen ligger Lake Thetis, hvor du kan se stromatolitter, som er blandt de ældste kendte livsformer på jorden. Gangstier gør det nemt at opleve området.

Aktiviteter i området

Pinnacles Desert er det område, de fleste kører efter. Du følger en kort rute gennem landskabet og kan stoppe undervejs til gåture mellem formationerne. Ved kysten kan du bade, snorkle eller tage med ud og fiske efter hummere og få dem tilberedt af en kok.

Derfor bør du opleve Cervantes

  • Det er porten til Nambung National Park, der er kendt for The Pinnacles
  • De hvide, lækre sandstrande
  • Frisk hummer og afslappet kyststemning tæt på naturen
 

Inspiration

Fakta om Cervantes

  • Beliggenhed: Cirka 200 kilometer nord for Perth i Western Australia
  • Grundlagt: 1962 som fiskerby
  • Indbyggertal: ca. 480
  • Kendt for: Pinnacles Desert, hummerfiskeri, hvide sandstrande
  • Bedste tidspunkt: Fra april til oktober, hvor temperaturen er køligere

Tips til seværdigheder i nærheden af Cervantes

  • Nambung National Park og Pinnacles Desert: Gå eller kør blandt kalkstenssøjlerne, der minder om noget fra en anden planet. Kom ved solopgang eller solnedgang for det bedste lys og færre mennesker.
  • Jurien Bay: Kun 20 minutters kørsel nordpå. Perfekt til snorkling, fiskeri og bådture, hvor du kan opleve søløver på tæt hold.
  • Lancelin Sand Dunes: Et godt stop på vejen til- eller fra Perth, hvor du kan prøve sandboarding eller bare nyde udsigten over enorme sandklitter.

Kort

Vis på kort