En jernbane til transport af jernmalm
West Somerset Mineral Railway er en af de mange små jernbaner, der dukkede op overalt i England i midten af 1800-tallet. Jernbanerne blev anlagt både til persontransport eller i forbindelse med transport af materialer til den engelske industri.
West Somerset Mineral Railway blev åbnet I 1861 mellem jernminerne i Brendon Hills i Exmoore National Park og løb godt 19 kilometer ned til afskibningshavnen i Watchet. Herfra blev malmen sejlet til Newport i Wales til videre forarbejdning.
For at få rentabilitet i den korte jernbane åbnes for passagertransport i 1865, og da minedriften ophørte i 1883 fortsatte persontransporten indtil 1898. Forsøg på at genåbne minedriften og jernbanelinjen mislykkedes og i 1914 var det slut, da Krigsministeriet rekvirerede skinnerne under 1. verdenskrig i 1917, hvor jern stort set var en mangelvare. En levetid på kun 49 år, men i dag har jernbanen fortsat sat sine spor i landskabet.
Sporføringen kan aflæses i landskabet, men specielt i Watchet er der minder fra jernbanen. Her var sporene indlejret kajen, så et stykke yderst på afskibningskajen ligger fortsat og den tidligere station i havnen, der passende hedder ”Old Station House”, er omdannet til beboelse ligesom den nærliggende godsremise har overlevet til i dag.
Jernbanen er i dag mindet med en plakette i havnen i Watchet, men man skal vide hvad man leder efter for at finde rester fra jernbanetiden.