793-835. Traditionelt er den almindelige opfattelse, at vikingetiden i England starter med overfaldet på klostret på den hellige ø Lindisfarna den 8. juni 793. Her plyndrede vikingerne klostret og dræbte mange af munkene, så måske er det derfor, netop dette angreb fik særlig opmærksomhed. Man ved, at der allerede tidligere havde været mindre episoder med små sporadiske angreb, typisk mod ubeskyttede klostre ved kysten, sandsynligvis for at skaffe sølv, andre kostbarheder og trælle. Det formodes, at disse angreb udgik fra det nordlige Skotland eller Orkneyøerne, der allerede var indtaget af norske vikinger, de såkaldte Orkneyjarler.
835-865. I årene efter 835 var der forholdsvis roligt, hvorefter angrebene blev større og hyppigere, og nu også gik ud over byer længere inde i landet, oftest hvor der var adgang via floder og vandløb. Men fra ca. 850 ændredes taktikken, da vikingerne nu begyndte at indtage byer, klostre og kongsgårde, hvilket gjorde det muligt at overvintre i England. Først i 865 hører man om betaling af Danegæld, der var en betaling fra lokale herremænd for at lade dem være i fred, men vikingerne brød rask væk aftalerne og angreb nu ofte med større hærstyrker under ledelse af skandinaviske stormænd.
865-874. England bestod den gang af fire kongedømmer, mod øst East Anglia, i syd Wessex, i 'midten' Mercia og mod nord Northumbria, og vikingerne udnyttede urolighederne og ufreden mellem kongedømmerne. Først indtog de i 866 byen York og sad derved på magten i hele Northumbria, og året efter hærgede en stor hær Mercia men sluttede fred med kongen her og indtog East Anglia istedet. Kampene fortsatte dog, og i 874 var også Mercia underlagt vikingerne, og tilsammen udgjorde disse områder det såkaldte Danelagen. I Wessex formåede Kong Alfred dog at holde vikingerne ude.
874-954. Mange vikinger slog sig ned og begyndte at dyrke jorden i deres nye besiddelser, men angrebene fortsatte. I 878 sluttede Kong Alfred fred med Guthrum, lederen af vikingehæren i East Anglia, der samtidig lod sig døbe. På trods af fredsaftalerne fortsatte angrebene, og i 892 kom to store hære til det sydlige England og forsøgte at erobre Wessex. Efter fire år var den ene hær opløst, idet man enten havde bosat sig eller var rejst hjem, mens den anden hær var slået tilbage.