Château de Villandry i Loiredalen

Dalens måske mest imponerende havekunst

Loiredalen byder på over 1200 slotte, der alle har hver deres unikke karakteristika. Et af dem er Château de Villandry, der ligger godt 30 minutter fra byen Tours. Det, som skiller Château de Villandry ud fra mængden er helt klart de overdådige haver, der alle har navne efter forskellige typer kærlighed. Og med sine mere end 115.000 planter, bede og skulpturelle træer er der nok at gå på opdagelse i. Gemmer der sig en haveentusiast i maven på dig, så skal du helt sikkert sørge for at opleve dette botaniske kunstværk på din kør-selv-ferie i Loiredalen.

Inspiration

En farveeksplosion af rang

Tankerne kan hurtigt springe i retningen af Alice i Eventyrland, når man går rundt blandt de labyrintiske og skulpturelle haver ved Château Villandry. Ja, man kan nærmest levende se tjenere, der maler roserne røde og Hjerter Dame, der spiller kroket med flamingoer. Haverne, der bærer navne som ”Tender love”, ”Passionate love”, ”Flighty love” og ”Tragic love” er nemlig fuld af buske formet som sommerfugle, hjerter, sværd og vifter for ikke at tale om et hav af farverige blomster. Lyder det måske ikke som noget fra et eventyr?

Køkkenhaven er også et mesterværk i sig selv og sjældent set så dekorativ. Det sætte baren meget højt i forhold til ens egen baghave derhjemme. Den piplende lyd fra vandfbassinerne følger dig, når du slentrer rundt - måske hånd i hånd - blandt haverne under pergolaerne. Den søde duft fra blomsterne giver en varm følelse af velbehag. Hvis du holder af haver, så er du i himmerige her.

Oplev det skæve slot 

Selve slottet hører ikke til blandt de kønneste i Loiredalen, men er stadig et spændende bekendtskab. Det blev bygget i 1536 og har igennem årene haft flere ejere, der alle har sat deres præg på stedets udseende. Noget, der er værd at bemærk er slottets arkitektur, der ikke er 100% symmetrisk, da arkitekten gerne ville bryde de faste rammer. Fløjene er derfor ikke lige lange, og de centrale vinduer er ikke placeret i midten osv.. Alt dette er med til at lege med lys og skygge og få folk til lige at kigge efter en ekstra gang.

Køber du kombibillet til både slottet og haven, kan du komme rundt i de gamle sale og værelser, der er smukt restaureret.


"Intet fransk slot med respekt for sig selv undlader at have en labyrint, og Château de Villandry er ingen undtagelse. Så sørg for at gå på opdagelse og fare lidt vild i den flotte bøgelabyrint"

- Maria, rejsespecialist i Odense


 

Kort

Vis på kort

Oplev Loiredalen - Skab din egen historie