Comté-osten

Smag på Frankrig

Ved første bid er du solgt. Den faste komælksost smelter på tungen og fylder munden med nøddeagtige noter. Comté – især den lagrede af slagsen – er en smagsoplevelse som enhver burde unde sig selv, når kør-selv-ferien går til Frankrig. Osten findes både i en supermarked-udgave (som smager overraskende godt) og kan købes i de fleste crémerie’er (ostebutikker). Find den rødternede dug frem, sving forbi en bager, køb et baguette og sæt jer på en solrig bænk. Dét er opskriften på en ægte fransk ferieoplevelse.

 

Inspiration

Fra mælk til modningskælder

Hvad med at tage på kør-selv-ferie i ostens tegn? Comtéen, også kendt som ”Kongen af bjergoste”, stammer fra den franske region Bourgogne-Franche-Comté i den østlige del af det centrale Frankrig. Det særlige ved den fyldige ost er dens karakteristiske nødede smag, der opnås ved en lagring på alt fra fire til helt op til 41 måneder. Netop lagring er nøgleordet i Comté-ostens tilblivelse – og det kan I opleve på de berømte Routes du Comté.

Les Routes du Comté er et netværk af veje i Jura-bjergene, der samler alt dét, der udgør den franske know-how udi osteproduktion. Her forenes ostekooperativer (de såkaldte fruitières), gårde, modningskældre, oste-museer og endda ”étapes gourmandes” (gourmand-etaperne) som er ruter for de madglade. Så hvis I vil med bag kulisserne, når Comtéen bliver til, udforske den franske natur fra helt nye vinkler og have store smagsoplevelser med hjem, så kør ad les Routes du Comté på jeres næste bilferie.

 

Hver region sin ost

Ost er noget som Frankrig virkelig har forstand på. Derfor foregår osteproduktionen over hele landet, og hver region har sine særlige kendetegn, typer og produktionsmetoder inden for det elskede mælkeprodukt. For at markere de særlige træk og udsøgte kvalitet, tildeles toppen af de franske oste det europæiske kvalitetsstempel – mærket AOP.

AOP, Appéllation d’Origine Protégée (svarende til det danske BOB – Beskyttet Oprindelsesbetegnelse), tildeles landbrugsprodukter, der er produceret i henhold til traditionelle fremstillingsmetoder inden for et geografisk afgrænset område. AOP er altså en måde at garantere ostens oprindelse på og er et pejlemærke om, at man har med en ost af særlig god kvalitet at gøre. Comtéen er en AOP-ost af fineste skuffe, så sæt GPS’en mod Bourgogne-Franche-Comté. - Fyld ferien med oplevelser og kufferten med oste.

 


"Comté er en af mine absolutte oste-favoritter, når jeg rejser i Frankrig. Den er ret meget en all-around-ost, der falder i de flestes smag. Nup et par vakuum-pakkede fra køledisken med hjem i kufferten og nyd smagen af fransk ekspertise, når du er hjemme igen."

- Eva, rejsespecialist i Lyngby


 

Vis på kort

Oplev det centrale Frankrig - Skab din egen historie