Forsvarsværket Pointe du Hoc i Normandiet

Et af D-dagens farligste slag 

Den lille pynt på den nordfranske kyst i Normandiet rejser sig nærmest lodret op fra vandkanten mellem Omaha og Utah strandene. Det grønne område ser nærmest idyllisk ud med sine mange dybe huller fyldt med blomster og krat. Men de tilfældigt placerede betonklodser og bevidstheden om, at det er bombekratere, du går rundt i, får hurtigt idyllen til at forsvinde. På vejen ned mod pynten passerer du en mindetavle med navnene på de faldne Ranger-soldater. Der er 135. Af dem overlevede blot ni mænd! Her ved det smukke klippefyldte kystlandskab med det dybblå hav udfolder der sig en blodige historie om et af de absolut mest farlige slag under D-dagen.

Inspiration

Oplev tyskernes udsigt fra D-dagen

De 30 meter høje klipper virker totalt uindtagelige, men ikke desto mindre vandt de allierede kontrol over Pointe du Hoc på D-dagen i 1944. Det var de allieredes elitesoldater fra Ranger Assault Group, der stod for den farlige mission. Deres opgave var at bestige klipperne på trods af flyvende håndgranater, skudsalver og anden modstand. Selvom det var en vanvittig plan, så lykkedes det at få indtaget Pointe du Hoc med 135 faldne allierede. I dag står de massive bombekratere stadig som et minde om de kampe, der fandt sted her under krigen. Ude for enden ligger en af de store bunkere stadig intakt. Alle krigsnørder vil elske at gå ned i den og se ud af den samme sprække som tyskerne sad og holdt udkig ved.   

To kompagnier for vild

Tyskerne havde forstærket deres position på Pointe du Hoc med etableringen af et tungt kystbatteri med seks 155 mm kanoner på en rækkevidde af mere end 18 km. På D-dagen blev der kastet over 700 tons bomber mod batteriet, og forud for dagen havde de allieret udført massive bombardementer af pynten for at svække tyskernes forsvar. Indtagelsen af Pointe du Hoc var helt essentiel, da det tyske forsvarsværk kunne blive en alvorlig trussel mod landgangen på Omaha og Utah. Planen var, at Pointe du Hoc skulle angribes samtidig tre steder fra, men da to ud af de tre kompagnier sejlede forkert og endte ved Ponte de la Percée blev forstærkningerne til Ranger Assault Group 30 minutter forsinket. Derfor blev det en noget hårdere kamp end først antaget. Stedet er blevet erklæret officiel gravplads på grund af de mange savnede og aktionen er skildret i filmen The Longest Day fra 1962 med Henry Fonda og John Wayne. 


"Besøg også Musée mémorial Bataille de Normandie i Bayeux, der skildrer de mange slag på og omkring D-dagen i Normandiet, når du er i området"

- Ditte, rejsespecialist i Lyngby


 

Kort

Vis på kort

Oplev Normandiet - Skab din egen historie