Sejltur på Comosøen

Oplev tre byer - på én dag

I søens midte, lige hvor de to ”ben” udgår, ligger de tre farvestrålende byer Bellagio, Menaggio og Varenna. De lokker med snørklede gader og små caféer, mens de imponerende bjerge udgør en naturskøn kulisse, som spejles i søens dybblå vand. Byerne er små og kan sagtens opleves på en enkelt dag – og vi anbefaler at gøre det til vands. Parkér bilen i en af de tre byer og tag på sejltur med den lokale færge, der tager dig fra den ene by til den anden. Nyd en dag udenfor bilen og få både by og natur, når din kør-selv-ferie går forbi Comosøen.

Hvilken by skal være din favorit?

Byerne Bellagio, Menaggio og Varenna er enormt smukke at opleve fra søsiden, og selvom byerne ligner hinanden med de farvestrålende huse, er de ret forskellige.

Menaggio er knap så overvældende, men byder på nogle spændende frokostrestauranter med udsigt til søen og friskfangede fisk på menuen. Byen er et perfekt stop, hvis du kører fra Como by langs søens venstre "ben". Køreturen mellem Como og Menaggio er én af de flotteste strækninger langs Comosøen med kig til spejlblankt vand og knejsende bjerge!

Varenna er kendt som en af de fineste byer ved Comosøens bred med sin maleriske beliggenhed, stejle gader og summende liv ved færgelejet. Her skal du gå på opdagelse i den botaniske have ved Villa Monastero - en smuk italiensk villa, der nu fungerer som konferencecenter.

Bellagio kendes som ”søens perle” og fortryller med eksklusive butikker, hyggelige trattoria’er og sin blomsterduftende havnepromenade. Her er det oplagt at tage en pause på en af de små caféer, lade roen sænke sig og mærke friheden ved selv at bestemme dagens plan. Nyd også lige en velsmagende gelato i solen.

Lidt praktisk til færgeturen

Uanset om din kør-selv-rute går til den ene eller den anden side af Comosøen, er det let at komme rundt til de tre byer. Færger sejler jævnligt mellem dem, og med en dagsbillet til 15 euro er det ingen sag at udforske de tre byer – præcis når du vil. Færgetiderne findes på en tavle ved byernes færgeterminaler.

Check færgetider inden starten på turen og lav en plan – især i højsæsonen er der mange rejsende. Færgerne sejler heldigvis med få minutters mellemrum, så hvis I misser én, skal I nok komme hurtigt med den næste. Sørg dog for at høre godt efter, når personalet råber om, hvortil den næste færge sejler – der er ikke informationer med skilte, og Menaggio og Bellagio lyder meget ens. Pak bilen og kør mod Comosøen, der byder på oplevelser for store og små - både til lands og til vands.


"Turen kan anbefales til både par og børnefamilier, da afstand fra færge til oplevelser er kort – og derfor oplagt til de utålmodige."


Kort

Vis på kort