Waiheke Island

Sejl til vinøen fra Auckland og smag på de gyldne dråber

Vinsmagning på hyggelige vingårde i New Zealand, er ikke kun forbeholdt i de store vinområder. I kan faktisk komme til vinsmagning på flere vingårde på Waiheke Island, bare 40 minutters sejlads fra Aucklands centrum. Waiheke Island, der ligger i Hauraki Gulf, er resterne af en vulkan. Jorden er perfekt til vindyrkning og på grund af øens placering, er her både varmere og mere tørt end i Auckland. Det ses tydeligt med 22 vingårde på den kun 92 km² store ø.

De første vinstokke blev plantet i 1970érne og 80érne. Da færgetrafikken fra Auckland til Waiheke Island blev øget betragteligt i 1990érne, steg turismen tilsvarende. Interessen for øens vine tiltrak mange vininteresserede og efterhånden skød flere boutiquevingårde op og vinproduktionen steg – med øje for kvalitet. Det er specielt Bordeaux vine på Cabernet Sauvignon og Merlot, der er øens varemærke, men Syrah og Chardonnay er også vigtige druesorter. Rødvine har længe været dominerende, men de seneste år er interessen for hvidvine steget.

Rygterne om Waiheke Islands mange prisvindende vine har spredt sig, og vinturismen er blevet øens og dens ca. 8.000 fastboendes vigtigste økonomi. Det er specielt i sommermånederne fra november til marts, hvor vinstokkene står med flotte blade, der tiltrækker flest vininteresserede til øen. Her har restauranter, cafeer, kunstgallerier og smagslokaler kronede dage.


Hvilken eller hvilke af de mange vingårde I skal besøge, er helt op til jer, men vi kan anbefale Batch Winery på Thomas’s Bach Vineyard tæt på Whakanewha Regional Park.Maden er god, vinen er dejlig og udsigten over Auckland er fantastisk!

Vælger I at spise aftensmad her og tage en sen færge tilbage til Auckland eller overnatte på Waiheke Island, så får I også glæden af udsigten til lyset fra Auckland mod den sorte nattehimmel. Det er bestemt hele turen værd!


Kort

Vis på kort