Den Gamle romerske by Luguvalium
Carlisle er en historisk by med ca. 100.000 indbyggere kun ca. 15 km fra den skotske grænse. Byen blev grundlagt allerede inden romerne ankom i år 72, hvor de navngav stedet Luguvalium. Og med over 2000 års historie er der nok at tage fat på.
Carlisle Castle blev bygget i 1092 og med sin strategiske beliggenhed på grænsen mellem Skotland og England har fæstningen oplevet mangt og meget i sin turbulente historie, og er absolut et besøg værd. Også Tullie House Museum & Art Gallery er værd at besøge. I den fredede bygning vises udstillinger fra forhistorisk tid, fra Romertiden og fra nyere tid samt naturvidenskab og moderne kunst, og museet regnes for den fornemste attraktion i det nordvestlige England.
Også Carlisle Cathedral er en af de nordvestlige juveler. Katedralen blev grundlagt i 1122 og ligger i hjertet af byens historiske kvarter.