Nyd udsigten og historien på Ham Hill

En høj, der har leveret honninggule sten til markante bygninger

Midt i det flade landskab i det sydlige Somerset lige vest for byen Yeovil stikker Ham Hill op i landskabet med sine 120 meter over havets overflade. Ham Hill er en del af en højderyg af kalksten, er tilbage efter at de omliggende områder af ler er blevet borteroderet, og Ham Hill er et af de vigtigste geologiske steder i Somerset med sin berømte Ham sandsten samt rigt på krystaller og fossiler.

Ham Hill er fyldt med historie fra jernaldervolde, resterne af en middelalderlandsby og ikke mindst et koparret landskab med bogstavelig talt huller i landskabet. Hullerne stammer fra en række stenbrud, der leverede den eftertragtede honninggule kalksten, Ham Stone, der blev brugt til opførelsen af kendte bygninger som Wells Cathedral, den nærliggende herregård Montacute House og Houses of Parliament i London samt til dagligt byggeri i mange lokale landsbyer. I den viktorianske periode i slutningen af 1800-tallet var her hele 200 små familiedrevne stenbrud, og brydningen fortsætter i dag i to stenbrud, der fortsat kan levere den eftertragtede Ham Stone.

På toppen af Ham Hill står et krigsminde for de faldne fra byen Stoke-Sub-Hamdom. Obelisken blev indviet i 1923, og hvert år i november måned afholdes den såkaldte Remembrance Day, hvor mindet om de faldne holdes i hævd.

Kort

Vis på kort