Midtvestens storslåede nationalparker
17 dage Fra 27.231 kr.
Når du vender snuden mod Custer State park skal du oftest først krydse store afstande henover den store øde prærie. Herude er vinden stærk, og hen over vejen ruller vindhekse i bedste westernstil. Pludselig ændres landskabet sig, og de store flade vidder afløses af skovklædte bjerge.
Vi har besøgt Custer State Park flere gange, fordi vi elsker de mange oplevelser, der venter i South Dakotas store naturområde. USA's største bestand af bisoner græsser på sletterne, og det er ikke ualmindeligt, at du skal vente på en bisonflok, der langsomt krydser vejen på vej mod nærende græssletter. Men så har du også de bedste betingelser for et rigtig godt nærbillede af de imponerende kæmper.
De varme fyrretræer fylder luften med en skøn duft, når du kører igennem parken. Imellem de selv samme træer patruljerer et utal af elk-hjorte og enkelt bjørne terrænet for mad og på din vej passerer smukke og nærmest fortryllende landskaber med blandt andet fire meget store præsidenthoveder. I nærheden af Keystone står Washington, Jefferson, Roosevelt og Lincoln nemlig hugget i sten på Mount Rushmore.
På historiske veje, som Iron Mountain Road, dukker den imponerende skulptur op, når du kører igennem de mange hårnålesving og pludselig, når du drejer ind i de smalle klippetunneller dukker de op foran dig. Needles Highway og Iron Mountain road er to af USA's absolut smukkeste bjergveje Her finder du de berømte pigtail bridges, hvor vejene er formet som sneglehuse. Du kører igennem små tunneller (kun for personbiler), der er hugget ud i klipperne, og du kommer forbi det ene smukke udsigtspunkt efter det andet.
Parken er den næststørste i USA med sine ca. 290 km², men det er der også behov for med parkens omkring 1.500 bisoner, der hvert år får så mange kalve, at flere bliver frasorteret og solgt på auktioner. Ud over de mange bisoner, kan du spotte alt fra antiloper, hjorte, bjerggeder, præriehunde og måske en puma, hvis du er heldig. Og selvom du uden tvivl vil spotte meget af det vilde dyreliv fra bilen, så er der rig mulighed for at komme endnu tættere på, hvis du går på oplevelse ad de mange vandre- og cykelruter eller måske tager på kanotur.
Vi du have det optimale ud af Custer State Park, så start i besøgscenteret ved krydset af Highway 16A og Wildlife Loop Road.
" Tip: Sylvan Lake er en smuk lille sø i parken, hvor du kan sejle i kajak og vandre. Du kan fx vandre til toppen af Black Elk Peak, hvor du kan se til 4 stater på en klar dag. "
- Alan, rejsespecialist i Lyngby