Iron Mountain Road i South Dakota

Loop jer op ad bjerget

Custer State Park i South Dakota byder på flere smukke ruter gennem parken, men toppen af poppen er den 26 kilometer lange Iron Mountain Road, der smyger sig gennem lave tunneller og over smukke træbroer tilsat et fantastisk landskab. Det fascinerende Mt. Rushmore, et stykke amerikansk historie, der får de fleste til at falde på halen, venter som en krukke guld for enden af rejsen sammen med buffalos og et indblik i det gamle Amerika. Det er absolut værd at sætte næsen efter på jeres kør-selv-ferie i Midtvesten!

inspiration

Den smukke vej til Mt. Rushmore

Det er noget med at lette foden på speederen, for Iron Mountain Road er ikke en vej, som du skal skynde dig igennem. Det er faktisk heller ikke muligt, for de mange hårnålesving og loops sørger helt automatisk for at tempoet holdes lavt. Men det er nu også godt, for du bliver i den grad belønnet. Undervejs, når du kører igennem Custer State Parks gudsbenåede landskaber med høje bjerge, tætte skove, spændende ingeniør-perler som gamle træbroer, bjergtunneler og udsigtsposter, hvor intet mindre end selveste Mount Rushmore er i centrum, får du i den grad en køretur du aldrig vil glemme. Blandt de tårnhøje træer møder I måske bøffelflokke, antiloper, hjorte og endda en puma, hvis I er heldige. Her venter jer et formidabelt møde med USAs bjergtagende natur. 

Turens højdepunkter 

Et af turens absolutte højdepunkter er Scovel Johnson- og Doane Robinson tunnelerne. Faktisk er det nok for mange i det hele taget alle de gamle udhuggede bjergtunneler og de imponerende ingeniørmesterværker; loop broerne. Men det er de to tunneler, der får mest opmærksomhed, da du kan se helt til Mount Rushmore igennem dem. Det er ret fantastisk hvordan de markante stenansigter af Washington, Jefferson, Roosevelt og Lincoln forevigt stirrer ud i horisonten og vogter over USA. Undervejs passerer I hyggelige picnicområder, hvor I kan nyde en medbragt frokost imens i for eksempel overvejer om I skal gå på eventyr på en af de mange vandreruter.  


"Har du ikke fået nok af snoede og kringlede bjergveje efter Iron Mountain Road, så prøv også Needles Highway i smukke Custer State Park. Her er der også masser af tunneller og flotte udsigtsposter"

- Nicolai, Rejsespecialist i Lyngby 


 

Bemærk: Tunnellerne er så lave, at ruten kun kan køres i personbil.

Kort

Vis på kort

Oplev Midtvesten - skab din egen historie